fulgte det, saa var det udelukkende af Hensyn til Almuen, som skulde kjøre; mig kunde det jo være ligegyldigt.“
En, som ikke var kjendt, vilde ikke forstaaet paa de smaa Øiekast, der gled skjævt fra Mand til Mand, hvor elendige de allesammen fandt denne Udflugt. Og den venlige Stemme sagde ud i Luften noget om, at det altid var bedst at spørge sig for; saa farer en ikke galt afsted.
„Aa, der er nu ikke stor Skade skeet,“ sagde Præsten skarpt, han ligte ikke den fredelige Stemme; „en anden Gang skal jeg med Fornøielse hugge efter Anvisning; men naar det nu engang er gjort, og Tømmeret ligger der færdigt, saa faar I se til at faa det kjørt frem — og det baade fort og snart, for det lider mod Førefald, og Sneen er ikke at stole paa længe nu.“
Der blev igjen stille, indtil en sagde: „det skal være snaut nok, om her blir Tid til at hugge før Vaaren.“
„Hugge? — hugge omigjen? — I vil da vel ikke, jeg skal hugge en Gang til?“ raabte Præsten Jürges; men da han saa de urokkelige gjenlukkede Ansigter, forgik Taalmodigheden ham.
„I er dog ret nogle —— hm! — nogle besynderlige Mennesker! — I benytter Jer af en liden Formfeil fra min Side til at gjøre Krangel og Uføre. Er det vakkert imod Præsten? — er det kristeligt mod en Broder? — tænk om vi alle skulde gaa saaledes irette med hinanden, — eller tænk, om Vorherre vilde være ligesaa nøieregnende med Eder.“
Det spændte i Ansigterne gik over til det almindelige Kirkealvor; de ventede en Præken og en Overhaling, og det var de vant til.
Og saasnart Præsten stansede, begyndte en og anden at røre paa sig, for at gaa; og Præsten, som nu forstod, at de skammede sig, spurgte alvorligt, men tillidsfuldt:
„Altsaa: lad mig nu høre, hvad Dag I vil kjøre det Tømmer frem; I ved alle, hvor det ligger; det er jo ikke stort.“
Aa nei, saa svært meget var det ikke, mente en.
Nei for den Sags Skyld var det ikke noget at snakke om, sagde en anden.
Derpaa forsikrede en, at han mageligt skulde kjøre hele Stasen paa en Dag med sine egne Heste, — mer var det ikke.
„Jaja, saa snakker vi ikke mere om den Ting. Paa Mandag begynder Kjøringen; og jeg tænker,“ tilføiede Præsten Jürges smilende, „jeg tænker den første, jeg ser, er han Knud selv.“
Det var Manden med den fredelige Stemme; men han saa sig lidt om og svarede derpaa stilt og koldt:
„Jeg tvivler paa, at her skal findes en eneste Mand i Sognet, som
