famle udover i Længsel mod andre Tanker eller i pinlig Deltagelse for Millionernes Lidelser og Kampe lang borte, da reiste Hovedstadens Avis sig i fuldt Ornat og sagde: mange ere de kaldede, men faa de udvalgte.
Og henimod Klokken ti, naar hverken Amerikas Revolvere eller Paris’s Liderlighed længer formaaede at holde dem vaagne, takkede de sin Gud af et oprigtigt Hjerte, fordi de slap at leve derude blandt Svinene, men vare udvalgte til at være de Udvalgte i det lykkelige Land med de lune Ovnskroge. —
Imidlertid faldt Sneen tæt i Mørket udover den lange Vinternat, og Lys efter Lys sluktes i den søvnige døde Kulde. De sidste Vinduer i Dalen, som blinkede til hinanden tversover Elven, var Præstens og Fogdens; — der sad de endnu oppe — læste, tænkte og vaagede for de andre.
Men om Morgenen var Bønderne ude med Sneplougen og brøitede Vei for Posten; den maatte jo frem ialfald,— skjønt den desværre førte baade godt og ondt med sig omkring i Bygderne. Hovedstadens Avis maatte følges med meget Giftstof, som sivede og seg sig ind i Landet.
Onde Tider og onde Mennesker; Uro i Sindene og Oprør mod Gud; de fordærvelige Tanker fra Fordærvelsen derude — de kom, de kom — som en Fest gjennem Luften.
Men endnu var der Fred i de kirkestille Dale; og der havde længe været Fred.
Halvkvalte under Sneen laa Bondens Huse — tunge og lave, modløse og lige hinanden, med smaa forsigtige Vinduer, der vogtede paa sit og lod, somom de ingenting saa. Mellem Gaardene førte Krogveie og trange Jeiler brat op og ned med store Stene og dybe Huller om Sommeren og tilføgne om Vinteren, saa at de kjørte bent over Marken.
Lys og frimodig laa Præstegaarden aaben til Postveien med Lysthus og Flagstang. Midt paa Tunet var den høie Galge, hvor Ungdommen gyngede om Sommeren, Ballancerstangen halvt undersneet; de to Rækker store Vinduer i det vidtløftige Hus smilede med Blomster og Gardiner. I Indkjørselen fra Veien var Sneen skuffet tilside og laa høit op paa Stammeme af de unge Grantræer, der vare plantede som Hæk.
Men midt i Dalen, hvor Elven gjorde en Krumning, laa Kirken omgivet af Præstegaardens Marker. Den var taarnløs og hvidkalket, enfoldig og uanseelig, men stærk og tykmuret. Den laa taus og lukket; og ingen rørte ved Døren, undtagen naar Præsten sendte Klokkeren med Nøglen.
