hendes Plads, og var omhyggelig for, at hun fik Kaaben godt om sig.
Det havde man aldrig seet før; maaske havde Ulykken ført dette Ægtepar sammen.
Der kom Madame Kruse alene — rask og rørig, somom ingenting var hændt. Hun havde vist stukket adskilligt tilside — den gamle Ravn, siden hun saa saa ubekymret ud.
Men der kom Løvdahls; alle Hoveder vendte sig; alle Øine fulgte dem.
Fru Clara gik bleg med bøiet Hoved — — skjøn og hengiven som en Martyr. Den mørke Kjole, den beskedne Hat havde en ufrivillig Elegance, som næsten var rørende.
Med Hatten i Haanden, det hvide Hoved lidt til Siden og et Smil, der bad alle om Forladelse — saaledes gik Carsten Løvdahl ved hendes Side.
Fru Clara holdt ham indunder den venstre Arm; men med den høire Haand støttede han sig til Betlerstaven, — alle kunde se den, den var af brunt Rør med Elfenbenshaandtag.
Kvinderne taxerede Clara. Javist var hun tarveligere, meget tarveligere end før; alligevel var der, naar man saa nøie efter, noget, som irriterede, ved hende; rigtig knækket var hun slet ikke!
Men Professoren var sød; tænk, næsten ganske hvid i Haaret! og saaledes som han tog det! — ydmygt — gudhengivent — opbyggeligt for den ganske Menighed.
Mændene anstillede helst Betragtninger over den Akkord paa 50 Procent, som der sagdes, Christensen vilde skaffe Løvdahl; paa de mange skammelige Transaktioner, som sagdes opdagede af Boets Bestyrere. Det var igrunden for galt; hver enkelt fandt, at det var altfor galt, naar sligt kunde gaa upaatalt hen; øvrigheden — ligefra Amtmanden og nedover vidste s’gu god Besked, men hvilken enkelt Mand havde Mod og Magt til at tvinge denne øvrighed til at se, hvad den paa ingen Maade vilde se?
De Faa, som endnu stod, var selv af Ringen; og Skifteretten, Sagførerne, Bestyrerne og de levnede Pengemænd sluttede Kjæden fastere end nogensinde; og skjønt alle Mennesker paa Tomandshaand og i Fortrolighed vare enige om, at det var aldeles uforsvarligt saaledes som det gik, saa var det dog ikke muligt at opdage andet, end at alt blev drevet med den mest samvittighedsfulde Iagttagelse af Lovens Forskrift.
Saadanne Tanker fulgte Clara og Professoren opover Kirkegulvet; og saa ivrigt fulgte Øinene med, at det var først bagefter, Menigheden blev opmærksom paa, at der var En bagefter.
