da det viste sig, at Kreditorerne paa det nærmeste fik fuld Dækning, saa havde Madame Kruse ikke et Suk for alle de Skillinger, hun saa trolig havde hjulpet at slæbe sammen.
Livet havde nu ligefrem givet hende en Skræk for Penge. Nu skulde hun just være lykkelig; og det haabede hun, ogsaa andre skulde blive.
Mest syntes hun Synd i Peder; for han tog det saa tungt — dette med Arbeidernes Penge; og Peder havde dog ingen Skyld, det var denne Løvdahl, som havde gjort det.
Men det vilde Peder ikke høre noget om; han gik bestandig og grublede og bebreidede sig, at han ikke havde passet de Sager selv. Det hjalp ikke, hvad Moderen sagde, ikke engang, at Arbeiderne forsikrede ham om, at de ikke havde den ringeste Bebreidelse mod ham og indstændigt bad ham forblive Formand.
Peder kunde ikke glemme disse Penge, han med saamegen Glæde havde seet øge. De skulde realisere hans store Drøm: Arbeiderne forsamlede i eget Hus, forbundne og stærke. Nu var alt spildt og adspredt — værre end før; Mistillid, Feighed og al den gamle Elendighed; der maatte igjen begyndes helt forfra.
Han maa opmuntres — tænkte Madame Kruse og kastede sig strax over Fru Gottwald; hun havde naturligvis forlængst udluret Hemmeligheden af Peder.
Fru Gottwald værgede sig længe i Spøg mod at forstaa; men tilslut blev hun alvorlig:
„Hør Fru Kruse! vi skal ikke oftere tale om dette — ikke i Spøg engang. Selv om der ikke var hundrede andre Ting iveien for det, De hentyder til, saa maatte det være fuldstændigt nok — og mer end nok, om De kjendte min Ungdoms Historie.“
„Den kjender jeg — Fru Gottwald.“
„Jeg er ikke Frue —“ svarede den anden og bøiede sig over sit Arbeide.
„Det ved jeg ogsaa; men De har havt et Barn.“
„Ak ja! — en liden sød ulykkelig Gut.“
„Hør nu mig — Fru Gottwald! — den Mand, jeg vil, De skal holde af, han var ogsaa saadan en liden ulykkelig Gut.“
„Jeg forstaar Dem ikke; eller De forstaar ikke mig.“
„Hans Moder var heller ikke gift, da han kom til Verden; der er faldt Taarer paa hans lille Hoved — saadanne Taarer, som De kjender. Ja — De ser paa mig! — her sidder hun for Dem — hans Moder. Vi to — Fru Gottwald! — vi er lige.“
„Min Gud! — det har jeg aldrig vidst!“
„Nei ser De! mig glemte man det, fordi jeg var heldig og blev
