Tilslut stødte han mod den Bænk indunder Vinduet, hvor han
pleiede at sidde med Grete; den var fast i Væggen.
Her kastede han sig ned. Steffensens var reist; han forstod det hele: Grete havde hørt, at han havde taget Arbeidernes Spareskillinger og dermed var hun reist; saaledes hang det sammen; den Historie var ikke længer. —
De mørke Timer afløstes af de lysegraa, lysere og lysere. Vinden reiste sig udpaa Morgenen og ruskede lidt i Halmen paa Gulvet.
Henne under Vinduet paa nogle Rester af Gretes Pilekvister og Rør laa Abraham Løvdahl og sov; han var gledet ned af Bænken. —
Da Fallitterne endelig stansede, saa at man kunde overskue Ulykken, kom der mere Ro i Sindene; de første hastige Domme forandredes; det kolossale Omfang af Elendigheden, de store Omvæltninger og Forandringer, som vare spaaede, — alt svandt ligesom ind Dag for Dag, og Livet tog omtrent sine gamle Former, men i graaere Farver.
Hadet og Tilgivelsen samlede sig paa visse Brændpunkter. Om Professor Løvdahl var der ikke stort ondt at sige; den stakkels Mands Haar var blevet ganske som Sne i et Par Uger.
Det var nok helst Sønnen, som var Ophavsmand til det hele; en Fritænker var han og holdt sig med Kruse, for at snyde arme Arbeidsfolk; de havde da ogsaa faaet Kjærligheden at føle; og det var bevist — hed det, at Abraham Løvdahl havde trængt sig ind i Arbeiderforeningen, bare for at faa Fingre i de Penge.
Det hed sig snart, at han skulde paa Tugthuset — baade han og Marcussen; det var netop et passeligt Par; men Løvdahl var værst, som var gift. Og endda var Pigen blind, og nu var hun sendt af Byen, hun maatte sendes bort, — formodentlig med en god Klat af de stjaalne Penge.
Imidlertid fortaltes der snart, at Bankchef Christensen skulde have sagt, at der var — Gud ske Lov — ikke Tale om Strafansvar for nogen af Fallenterne; og vare hans Ord vægtige før, saa var de aldeles knusende nu og modtoges af alle med Andagt.
Bankchefens store Skikkelse med denne usvigelige Næse var nu det eneste haabefulde Syn i Byen; og naar han gik sin Elefantgang fra sit Kontor op til sin kjære Bank, saa de forskræmte Smaafolk op til ham som til Kobberslangen i Ørkenen.
Han var paafærde overalt i Spidsen, han ordnede og arrangerede
