Grønmalet Lærred var Væggene betrukne med ovenfor det hvide
Panel, der gik saa høit som til Overkanten af de stivryggede Stole.
De graa Rullegardiner, som nylig vare komne fra Kjøbenhavn,
forestillede Kristiansborg Slot, Kronborg og Frederiksborg Slot, hvor
en lang Vandringsmand under et Træ i Forgrunden stirrer over
Vandet mod Slottet, medens tre Damer med Langshawl og Hatte
som opslaaede Calescher spadsere henover tilhøire. I Ovnskrogen
stod Garnvinderne, som Jomfruerne brugte, naar de ikke løb
bagefter hinanden og stellede med Husholdningen.
Efter Fru Garmans Død var det nemlig ikke lykkedes Konsulen at fordele Arbeidet mellem de to Søstre. Naar Jomfru Birgitte en Stund havde ført Opsyn med Dækketøi, Sølvtøi, Vask og sligt, fik hun en uimodstaaelig Trang til at paase, at der ikke blev brugt for meget Smør i Kjøkkenet.
Og naar Jomfru Mette i en Uge havde styret Husholdningskassen og Madstellet, fik hun ikke sove, før hun havde talt over alle Servietterne og Sølvskeerne.
Dette bragte ikke liden Forvirring i Husvæsenet og hidførte alvorlige Sammenstød mellem Søstrene, hvoraf dog kun svage Efterdønninger naaede helt frem til Konsulen.
Der var bare en Ting, hvorom de kunde enes, og det var om Kanarifuglen. De havde havt mange efter hinanden i Aarenes Løb, og hvergang Katten tog en, blev der svoret, at saadan en Sorg vilde de aldrig mere udsætte sig for.
Men ifølge Skipper Worses Beregning varede Hofsorgen over en Kanarifugl akkurat tre Uger; efter den Tid kom der en ny. Det var altid Hunner; Jomfruerne ligte ikke Hanner af nogen Art, og desuden taalte de ikke Sangen.
Den Kanarifugl, de nu havde, var den allersødeste, de nogensinde havde havt. Thi foruden alle dens andre Fuldkommenheder havde den ogsaa en, som fra først af satte dem i en vis Forvirring: den kunde værpe Æg.
Men da det kloge lille Dyr sandsynligvis var sig bevidst det ørkesløse i at lægge Æg i sin Ensomhed, lagde den dem hellerikke fornuftigt og varsomt i et Rede. Men den opsøgte sig et høit Sted, og derfra værpede den ned paa Bordet eller paa Gulvet, saa de nydelige smaa Æg knustes aldeles.
Dette bedrøvede i høi Grad Jomfru Birgitte og Jomfru Mette. Thi da de havde vænnet sig til Fænomenet, som i Begyndelsen syntes dem paa Randen af det uanstændige, fik de en brændende Lyst paa et af disse søde smaa Æg — helst et til hver —, og de lagde mange Planer, for at bringe Dyret til at opføre sig fornuftigt.
