„Forretningen — Huset —, Carsten Løvdahl har stanset.“
Fru Clara udstødte et Skrig, som drev Marcussen paa Dør; det var den eneste Ting, han absolut ikke kunde udholde: Kvinder, som skreg.
Pigerne kom styrtende; Fruen laa paa Sofaen i Krampe eller hvad det var, og var aldeles fra Samling.
Professoren vilde ikke komme op; han gav Ordre til, at der skulde sendes Bud efter Doktor Bentzen.
Den første Følelse hos Clara, da Besindelsen vendte nogenlunde tilbage, var Raseri mod dem, der havde ført dette over hende; ikke saameget Professoren, han imponerede hende altid.
Men Abraham! — det Fjog af en Mand — altsaa var han ikke engang rig! — hun var bedraget, snydt!
Og hendes Kjoler! — hendes Smykker-hvad? — solgte de ikke saadanne Ting, naar nogen „stansede“? — jo! — det vidste hun; — men hendes? — min Gud! hun maatte blive gal; skulde hun begynde at være tarvelig, spare omkap med Fredrikke for fuldt Alvor? — det var ikke muligt, — det var Galskab!
Et Telegram blev bragt Fruen; hun slængte det fra sig; det var naturligvis fra Abraham! det skulde vel være Trøst; — men hun vilde ikke trøstes, allermindst af ham; hun vilde ikke læse Telegrammet — aldeles ikke.
Men et lukket Telegram er ikke saa let at lade ligge; og da Fru Clara et Par Gange havde passeret det, som hun løb op og ned i Stuen vridende sine Hænder, — rev hun det op.
Det var fra hendes Fader og lød saaledes: Godt Mod! — med Klogskab, Forsigtighed kan meget reddes, skriver nærmere.
En Straale af Haab! — alt var ikke tabt! — aldrig havde hun vidst, at hun holdt saa meget af sin Far som i dette Øieblik.
Meget kunde reddes — reddes? — Clara var med en Gang bleven stærk, foretagsom, resolut.
Hun havde nogle Begreber om Retsbetjente, Auktion og sligt; men meget klare var de ikke; kun vidste hun, at alt det var fiendtligt; og at man kunde og burde narre Lovens Mænd.
Hastigt løb hendes Blik rundt Stuen; der stod to massive Sølvlysestager paa Kaminen. Som en Ravn kastede hun sig over dem, fløi ind i sit Soveværelse og gjemte dem paa Bunden af sin Skuffe under sine egne Linneder.
— Og den første af de deltagende Veninder, som havde været oppe hos hende, maatte berede den øvrige Kreds en Skuffelse: Clara Løvdahl var slet ikke sønderknust; tværtimod! — hun tog det paa saadan en nydelig Maade.
