soren eller hvorsomhelst og med en Ungkarlefrihed, som han fandt stort Behag i.
Sin Kone fik han derimod sjeldent se, hun syntes ikke om, at han kom ind. Der var foregaaet en Forandring med Clara; hun var bleven eftertænksom og laa helst ganske stille.
Hun havde lidt forfærdeligt; hendes fine og lidet udviklede Legeme var blevet saa mishandlet, at hun syntes, hun kunde aldrig komme istand igjen.
Og det var det, hun laa og tænkte paa. Naar hun mindedes, hvad hun havde gjennemgaaet, isnedes hun nedover Ryggen og helt ud i Taaspidsen; og naar hun sovnede i en urolig Søvn, fór hun op og troede, det skulde begynde igjen.
Mange Gange om Dagen spurgte hun, om det var sikkert, at hun blev ganske som før — ganske? Alle mulige Foranstaltninger og Forsigtighedsregler passede hun lydig og taalmodig og huskede, om Doktoren eller Madamen glemte noget. For Ansigtet var hun beroliget, naar hun træt lagde Haandspeilet fra sig; Huden var endogsaa bleven skjærere.
I de første Dage bekymrede Fru Clara sig ikke saa meget om sit Barn.
„Hun er for ung; vent bare,“ sagde Madamen.
Men Faderen kunde hun næsten ikke taale at se; det var somom han mindede hende om hendes Lidelser. Viste han sit Ansigt i Sengeomhænget — smilende og lyksalig, gjorde hun en utaalmodig Bevægelse og bad ham gaa; hun var saa mat.
Og han gik syngende afsted til sin Fabrik, efter at have frydet sine Øine med den lille gulrynkede Klat, som laa i Vuggen. Derude blandt Folkene var han fet i sit Es.
Marcussen var bleven uundværlig inde i Byen paa Kontoret; saa det daglige Tilsyn med Driften tilfaldt Abraham; det ligte han ogsaa bedst; Kontorarbeidet blev ham altid fremmed.
Men at gaa fra Arbeide til Arbeide, snakke lidt med Folkene, spørge efter Kone og Børn og fremfor alt agere en Smule Doktor — det var netop noget for Abraham.
Han var saa glad, naar han fik hjælpe dem i Sygdom eller Ulykkestilfælde; men det maatte gaa lidt hemmeligt, for Doktor Bentzen var Værkets Læge. Imidlertid forstod Folkene snart, at det var unge Løvdahls Ærgjærrighed at være ligesaa god Doktor som Bentzen, og de fandt snart, at han var bedre.
I denne Tid, da Faderglæden gjorde ham saa let om Hjertet og optog saa mange af hans Tanker, følte han mindre Trang til at besøge Grete; og hun savnede ham ogsaa mindre, efterat de havde
