aldrig havde han selv tænkt sig andet, end at naar han — Carsten Løvdahl først vilde nedlade sig til at være Kjøbmand, saa maatte han selvfølgeligt i enhver Henseende overgaa disse halvdannede Grosserere, blandt hvilke han levede.
Men i dette Øieblik løb hans Tanker uvilkaarligt og uden at han kunde stanse dem ud i de vildeste Muligheder af Tab, Ruin og Fallit. Han mindedes med ét store Huse, der pludseligt vare styrtede sammen, Formuer indsmeltede, rige Folk tomhændede — en Sværm af Ulykker, Fald og Ydmygelser myldrede frem som Erindringer, der stillede sig op og pegte fremover som Spaadomme.
Han rev sig ud af disse Tanker med et Ryk, tørrede sin Pande og gik hen til det midterste Vindu, stirrede ned i den øde, lukkede Have, hvor Stormen huserede.
Han hørte ikke, at nogen bankede paa den lille Dør i Panelet, som førte ud i en Korridor, hvorfra der baade var en liden Vindeltrappe op til anden Etage og en Udgang til Bagsiden af Huset.
Denne Vei kom kun forskræmte Supplikanter og de mest intime Venner af Huset; og da Professoren endelig blev opmærksom paa, at Døren knirkede, idet den aabnedes med Forsigtighed, vendte han sig hurtigt og huskede med et Situationen ovenpaa.
Men det var ikke noget Bud fra de Unge, derimod kom Morten Kruses fede Krop tilsyne — værdig, men lidt genert — i den lave Dør.
„Undskyld Hr. Professor! — jeg benytter mig af mit Kjendskab til Huset fra Guttedagene; jeg vilde nødig passere Kontorerne. Doktor Bentzen fortalte mig det; og saa mente jeg, at et Besøg af Præsten kunde kanske være til nogen Opmuntring for Familien; det er jo et Øieblik — en Begivenhed saa glædelig i sin Udgang, det vil vi idetmindste haabe og bede —“
„Tak — Hr. Pastor! — det var meget venligt af Dem.“
„Hvorledes staar det til?“
„Alt tyder paa, at det vil gaa normalt og lykkeligt; men det er jo altid —“
„Naturligvis; det er ret et Øieblik for Bøn og Anraabelse.“
Kapellanen satte sig i den Stol, Bankchefen havde forladt, og pustede ud; han var kortaandet af at gaa mod Stormen.
Professoren lagde sit Ansigt i de rette Folder til en religiøs Samtale; han ligte igrunden ikke denne Præst; der var noget dobbelt eller noget halvt ved ham; han vidste aldrig hvorledes han skulde tage ham.
Og Præsten paa sin Side syntes ligesaa raadvild. Det var akkurat som sidst, da han var her, for at tale om Fortuna-aktier. Idag var
