„Har du aldrig hørt Far fortælle om de fattige — om de rigtig
fattige, ikke saadanne som vi, men de, som ikke har Mad?“
„Det er Far, som er rig, jeg er ikke rig.“
„Aa — du slipper ikke fra det; du kan faa alt, hvad du vil; og naar han dør, faar du alt; hvad vil du da gjøre med alle de Penge?“
„Jeg vil give dig saa mange, du vil ha.“
„Hvorfor vil du give mig saa mange?“
„Fordi — fordi —“
„— fordi du elsker mig,“ sagde hun og lo.
Abraham fik ligesom et Stød og famlede efter Svar; hun brugte dette sjeldne og vanskelige Ord ligesaa letvindt som hun til andre Tider kunde komme med et rigtig drøit Udtryk for Faderen.
„Eller elsker du mig ikke, hvorfor kommer du da her og sidder og forstyrrer mig, naar jeg skal være flittig?“ hun lo igjen saa fornøiet; „men du kan tro, jeg ved det saa godt; og din Kone liger du ikke længer.“
„Nei men Grete! hvor blev du saa klog?“
„Det har jeg hørt.“
„Af hvem?“
„Af dig.“
„Det er slet ikke sandt — Grete! — jeg har aldrig nævnt et Ord —“
„Nei ikke Ord! — det er ikke Ordene, jeg hører, det er Lyden; jeg ved alt, hvad du tænker paa, naar du har sagt: Goddag — Grete! — ja jeg kan høre paa Fodtrinnet dit udenfor, om du bare kommer, for at forstyrre mig eller om — om —“
— „eller om ?“
Hun slap sit Arbeide og rakte Armene ud imod ham; og før han kunde forhindre det, om han ellers havde villet — gled hun hen paa hans Fang og hviskede ham ind i Øret:
„Eller om du kommer tung og træt, fordi du ikke har det godt — Abraham.“
I Stuen faldt der Solskin, det var Høst — tidlig Høst med lav Sol, som fandt de lave Vinduer og fyldte Stuen med varmt gult Lys. Og medens Abraham underligt beruset og halvt skamfuld prøvede at lade som ingenting, for ikke at skræmme hende, lagde Grete sin Kind til hans og sagde, at hun kunde kjende, Solen flød nedover hende, og det gjorde saa godt.
Han blev med en Gang saa underligt trist, at han gjerne kunde grædt — som han sad der og holdt hende i sine Arme; han havde ikke kjendt det før saaledes; men i dette Øieblik gik det ligesom op for ham, hvor Livet var usigelig bagvendt og meningsløst; alt
