„Se saa! — hvad er det? — svar hvad er det? — Clara!“
raabte han og stillede sig midt foran hende.
„Hvad det er? — hvad mener du? —“
„Aa du forstaar meget godt; saaledes som du har været i hele Aften! pludseligt, før nogen ved Ord af det, sidder du som en Mumie, smiler ikke — svarer ikke.“
„Dersom jeg ikke formaaede at skjule min Misstemning mod Slutten af Aftenen, — skjønt Gud ved, jeg anstrængte mig af alle mine Kræfter — saa ved du ialfald Grunden og behøver ikke at spørge.“
„Jeg ved ikke Grunden; jeg aner jo, det er med mig, du er misfornøiet; men nei saa’gu om jeg ved, hvad jeg har gjort.“
„Og det bander du paa! — du husker kanske ikke, da du sad bagom Pianoet og stak Næsen lige op i Haaret paa den forfløjne Lina With —“
„Vi sad da ikke bag Pianoet.“
„Aa — der var saamænd ikke stort at se af Eder; men paa Latteren kunde man nok høre, hvadslags Ting I afhandlede. Og da saa jeg nærmede mig, fordi jeg skammede mig paa dine Vegne, og venligt og forekommende sagde noget om hendes Kjole —“
„Ja — du sagde, du likte ikke den grønne Farve —“
„saa svarede hun yderst impertinent: den er blaa — Frue! og du! — hvad gjorde du?“
„Jeg sagde vist ogsaa, den var blaa, for blaa var den.“
„Den var grøn — hører du! — flaske — spinatgrøn var den! — men det er forresten akkurat det samme: du kan ikke tænke dig, hvor det er mig knusende ligegyldigt, enten det Menneske overtrækker sine Knokler med grønt eller blaat; men det karakteristiske, det stygge ved dig — det er, at selv i de mindste og mest ligegyldige Spørgsmaal gaar du strax over paa Modpartiet, aldrig kan du hjælpe mig —“
„Nei — men søde Clara! naar nu Kjolen forekom mig at være blaa —“
„Hvorfor tror du, den forekom dig blaa, undtagen fordi den væmmelige Lina With sagde det; strax naturligvis! — var du enig med hende; men jeg — din egen Kone —“
„Synes du virkelig, at Lina With kan være farlig —“
„Aa — det er akkurat det samme med alle; — alle foretrækker du for mig; jeg er ensom blandt alle disse Fremmede; og du, som burde støtte mig, du lader mig lumpen i Stikken, for — for — for“ — hun hulkede saa stærkt, at Stemmen blev borte og hun styrtede ud af Værelset.
