Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/303

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


„Har De altid været — har De været saa ulykkelig fra Fødselen af?“

Den unge Pige vendte sig ved den første Lyd af hans Stemme, sænkede Øinene og lyttede opmærksomt til de faa Ord, han sagde.

Men da hun sad saaledes, og han ikke var nødt til at stirre ind i disse pinligt tomme Øine, da slog det ham, hvilken forunderlig Skjønhed hun besad.

Det bitre og misfornøiede, som laa over Munden og dirrede i de let optrukne Næsevinger, kom nu bort, og hendes rene Pande med mørkeblondt bølget Haar laa saa uskyldigt trist over de slukte Øine, over det magre tungsindige Ansigt.

„Sig det engang til,“ bad hun.

„Hører du ikke — Grete! den fine Herre gjør dig den Ære at spørge, om du er blindfødt. Jo — Hr. Kandidat! — hun er; — daarligt Blod, daarligt, fattigt Blod.“

Den Gamle satte sig med Kaffekoppen i den ene Haand og Brødet i den anden — grovt Rugbrød med tyndt saltklumpet Smør.

Abraham Løvdahl havde ellers i den korte Tid han havde været ved Fabriken fundet Arbeiderne let tilgjængelige og behagelige at omgaaes; men denne gamle Maskinmester tiltalte ham slet ikke, og han angrede, at han havde ladet sig lokke ind i hans Hule.

„Ja, svart Kaffe, svart Brød, og Smør, der knaser i Tænderne som Glasstykker — det kan vel ikke være noget at byde Hr. Kandidaten endnu.“

Endnu? — Abraham saa paa den anden.

„Ja ja! man kan aldrig vide, hvad man kan blive nødt til at spise, før man dør — hvad siger De?“

Han skoggerlo over sin Vittighed og den unge Pige lo med; men stansede snart og bøiede sig over Arbeidet; medens Abraham, som slet ikke forstod disse Mennesker, sagde Farvel og gik mod Døren.

„Naar De kommer igjen, maa De se paa Gretes Kurve,“ raabte den Gamle efter ham.

„Han kommer aldrig igjen — Far!“ sagde Datteren halvhøit; men Abraham hørte det, og der var noget i Tonen, som rørte ham.

„Jeg vil gjerne komme indom, naar jeg gaar forbi, og se paa Deres Kurve; jeg behøver vist Kurve til mit nye Hus,“ — han henvendte disse Ord venligt til hende og gik saa uden at ænse den Gamle videre.

— „Du Far! — hvad er det egentlig for Slags Fyr — den gamle Maskinmester Steffensen?“