Hun svøbte sig i sin Kaabe og saa udover Fjorden og indover
mod Lysene i Byen; og hun samlede sin Ungdom, sin Glæde, sin
Lykke, alt det, hendes Liv havde kjendt af Solskin, lod alt i
halvklare Omrids drage sig forbi og valgte derpaa atter Mørket, —
træt, men fast og uden Vaklen.
Derpaa gik hun hurtigt tilbage gjennem Byen og lige hjem.
Professoren vakte Forbauselse i Klubben ved at blive der til over Ti og drikke Toddy.
Han var nemlig ellers saa sikker som et Uhrværk; Spilleparti paa Klubben hver Fredag Aften, men alle andre Dage hjem Klokken ni præcis. At se ham som i Dag — en Tirsdag spise sin Aftensmad heroppe, og siden spille à la guerre med nogle yngre Herrer, var et stort Særsyn.
Han lo ogsaa selv deraf og var meget oprømt.
Men da han kom hjem — Klokken henad elleve, blev han forbauset og ubehagelig tilmode ved ikke at finde sin Kone i Sengen.
Han havde beregnet at hun skulde sove — eller lade somom hun sov, naar han kom saa sent hjem; og han vilde ikke for nogen Pris have en Samtale iaften, mens det endnu var saa nyt og heftigt.
Han regnede efter, hvor hun vel kunde være. Mange Veninder havde Fru Wenche ikke; men der var dog altid en tre fire Familier, ed hvilke de levede i saa nær 0mgang, at hun kunde gaa derhen en Aftenstund uden at være indbuden og uden at melde sig forud. Men Klokken halv elleve var en sen Tid til at komme hjem fra et saadant Besøg.
Det faldt ham fra først af ikke ind, at der kunde være noget iveien. Han saa efter, om hun havde taget den anden Gadedørsnøgle med sig; og da den var borte, tog han sin ud af Laasen, forat hun kunde slippe ind.
Hvor hun end var, vidste han, at de i Huset vilde sørge for, at hun blev fulgt hjem; og forøvrigt var Byen ikke paa nogen Maade farlig at færdes i selv sent paa Aftenen for en Dame saa vel kjendt som Fru Professorinde Løvdahl.
Han klædte sig da hurtigt af og gik iseng, forat han kunde lade, somom han sov, naar hun kom hjem. Det var ham fremfor alt om at gjøre, at denne Samtale, som han vidste maatte komme, blev udsat til imorgen.
