forstaaet, hvorfor Chefen — som han skulde kaldes — med en Gang sprang op paa Stenen og begyndte at raabe og kommandere; men da de saa Damen, forstod de det jo alle.
De to gik sammen op imellem Bygningerne, og han begyndte at forklare. Det morede hende at se alle de mærkelige Indretninger, og det morede ham overmaade at høre hendes bagvendte Spørgsmaal.
De lo derfor meget og kom i en munter utvungen Stemning tilslut til Kontorbygningen, hvor han nødte hende til at gaa ind, for at smage hans Portvin.
Fabrikens Klokke havde imidlertid ringet tolv, og Arbeidsfolkene gik i flokkevis enten ind til Byen eller opimod Arbeiderboligen, hvor der var et Spiselokale.
Kontorpersonalet var ogsaa forsvundet, da Chefen og Fru Wenche kom til Kontorbygningen. Gangen, som førte til Chefens private Værelse, var belemret med endel Maskingreier af Staal og blankt Messing, som foreløbig var opstillet her, for at være afveien og i Sikkerhed; Mordtmann gjorde Undskyldning, fordi der var saa trangt.
Chefens Kontor var det eneste af Fabriken, som syntes at være ganske færdigt — engelsk, komfortabelt og smukt udstyret.
Da Fru Wenche satte sig i den grønne, skindbetrukne Sofa, blev hun imidlertid lidt betænkelig. Der var blevet saa stille og mennesketomt, hverken Larm af Jemplader eller Hammerslag, ingen Stemmer, — kun et enkelt hastigt Fodtrin, som løb til Maden.
„Jeg maa forresten snart gaa,“ sagde hun og løste sin Hat; det var varmt.
„Aa — Herregud! — vi har Tiden for os; Deres Mand venter Dem da vist ikke hjem før til Middagsbordet?“
„Nei — Carsten er desuden Ephor idag,“ svarede hun muntert, men angrede det i samme Øieblik; thi hun saa, at den anden strax greb det som noget ved Manden, de to pleiede at le sammen af; og det var ikke Meningen.
„Deres Mand er vist idetheletaget mere optaget end han burde være?“
„— mere optaget?“
„Jeg mener, — naar man har en Kone som Dem — Fru Wenche! — den Mand, der var saa lykkelig, synes mig at skylde —“
„Saa — saa! — Mr. Mordtmann! De ved: korrekt!“
„Det er jo netop Dem — Frue! som ikke vil have mig korrekt!“
„Ja men nu vil jeg have det; — paa dette Punkt — De forstaar?“
„Jeg forstaar ikke; men jeg adlyder. Der gives overhovedet ikke den Ting, som et Ord fra Dem —“
