raabte nu den gamle Rektor; han havde en Stund trukket sig ud af Samtalen, der blev ham for varm; „vi maa dog have Lov til at glæde os over vor fælles Biendom, det er som etslags Frimureri mellem os.“
„Ja netop,“ svarede Mordtmann, som syntes opsat paa at sige imod til det yderste; „det er karakteristisk for den gamle Tids Dannelse, at det var et stort Pikanteri ved Lærdommen dette, at den var indskrænket inden en snever Kreds; — at Nydelsen, Lykken ved at have lært ikke bestod i at vide, men i at vide noget, som de andre ikke vidste. Men nutildags er der forholdsvis ikke mange, som sender sine Børn i Skole, fordi de skulle blive lærde paa den Maade.“
I Pausen ovenpaa denne Tale, reiste Fru Wenche sig, for at gaa og sige Godnat til sin Søn; der skulde desuden spises tilaftens; det var blevet sent.
Blandt de lærde Mænd var der ikke liden Ophidselse; medens derimod nogle gamle Kjøbmænd nikkede hemmeligt til hinanden.
„Ja, naar De nu gaar —— Frue,“ sagde Prokuratoren, som tilslut var bleven ivrig, „saa slukker vel denne interessante Samtale. Skade, at De ikke lod Dem formaa til at tale om det praktiske: hvad der skal læres; kunde De ikke nævne mig det fagvis?“
„Nuvel,“ sagde Fru Wenche fort; „der skulde læres Naturhistorie, Medicin, Jus, Astronomi —“
„Jeg synes, du nævnte Medicin — Wenche?“
„Ja naturligvis — Kjendskab til sit eget Legeme, Sygdomme og Lægemidler.“
„Nei men Wenche; hvor kan du dog indbilde dig —“
„Men siger du da ikke selv — Carsten! hundrede Gange om Aaret: ja — havde bare det Menneske i sin Ungdom passet paa sine Øine, saa gik han ikke her som en elendig halvblind Stakkel. Men hvorledes skulde de kunne passe paa sine Øine, naar de ikke lærer andet om dem, end at naar dit høire Øie forarger dig, saa riv det ud! eller passe sit Legeme forresten, om hvilket de lærer, at det er et usselt og uværdigt Hylster for den udødelige Sjæl!“
„Men Jus — hva! Jurisprudents! skal Gutunger ogsaa lære Lovtrækkeri i Skolen?“ — raabte Blindtarmen; hans Arrigskab steg eftersom Samtalen gik, uden at han kunde finde noget at kaste sig over.
„Javist skal de vide Besked om sit Lands Lovgivning, hvorledes og af hvem Retfærdighed og Orden haandhæves. Men spørg for Exempel min Abraham, som ellers er en velbegavet Gut, spørg ham, hvad en Sorenskriver er for noget, — han ved ikke et Muk!“
