saa længe borte, var han meget spændt paa at erfare, hvorledes hans Folk havde stellet sig i den lange Tid.
Men intet interesserede ham dog i den Grad som at træffe Skipper Randulf, og hvergang han tænkte paa det, slog han sig paa Knæet og lo høit.
Inde paa Vaagen laa der faa Skibe, siden det var Sommer; men hist og her fik de dog sine Flag frem, da de saa Jacob Worses Baad komme indover. Fra Brygger og Søhuse paa begge Sider af Havnen raabte Kjendinger til ham; han hilste igjen og lo — stolt og fornøiet.
„Hvor skal du hen — Lauritz?“ — spurgte han, da de nærmede sig til Bryggen; for Lauritz Seehus hørte hjemme i Flekkefjord.
„Jeg tænker, jeg vil tage ind hos Madame Torvestad; der har jeg altid boet før,“ svarede Gutten.
„Aa Fanden —,“ sagde Jacob Worse, „nu er du jo voxen Gut; du kan da ikke blive boende hos den gamle skinhellige Postillen.“
Men da han saa nogle Trækninger i Ansigterne paa dem, der roede, forstod han det og raabte: „Aa din Dævlunge! saa det er for Jomfruernes Skyld, du vil til Madame Torvestad! — ja tag du dig iagt; du ved, jeg kommanderer den Skuden ogsaa.“
Dette var en Vittighed; thi Madame Torvestad boede tilleie i Bagbygningen i Worses Gaard.
Men paa Torvebryggen ventede der Skipper Worse en bitter Skuffelse: Randulf var i Østersøen med Sild.
„Sara! — du gaar i Forsamlingen i Eftermiddag,“ sagde Madame
Torvestad til sin ældste Datter.
„Ja Moder.“
„Skipper Worse er kommen hjem; jeg vil gaa over og ønske ham velkommen. Den arme Mand er vel endnu i sine Synder og uden Trang til at delagtiggjøres i Brødrenes Adgang til Naadestolen. Tænk Sara! om nogen af os kunde blive et Redskab i Herrens Haand til at redde denne Vildfarende!“
Madame Torvestad saa fast paa sin Datter; men Sara, som stod ved Kjøkkenbænken og vaskede op efter Middagen, løftede ikke sine Øine, der var mørke og store med lange Øienhaar og stærke, sorte Bryn.
„Du kunde gjerne spørge blandt Vennerne, om ikke en og anden skulde føle Trang til at komme indom til os, for at samtale om det,
