Ellers var der ingen Lyd i Klassen; thi det var nederste Bænk,
som skulde høres idag, og derfra svaredes aldrig. Dette var ogsaa
vitterligt for alle; men for en Ordens Skyld blev de hørt en Gang
om Maaneden, forat de kunde faa sit Firtal i Karakterbogen.
Og de fire, fem Karle dernede saa heller ikke ud, som om de brød sig stort om enten der svaredes eller ikke, og derfor var der ingen paa de øvre Bænke, der gad udsætte sig for Fare ved at hviske nedover til dem.
Kun han, som netop blev hørt, sad urolig og pillede ved Landkartet, som laa lukket paa Bordet foran ham. Thi under Examinationen maatte baade den, som blev spurgt, og de nærmeste, lukke sine Karter.
„Geografi er ingen Kunst paa Kartet,“ sagde Borring.
Mod Sædvane havde han læst lidt idag — den lange Tolleiv; det var Byer i Belgien; han havde læst to Gange over hjemme og en Gang paa Skolen.
Men denne Stilhed mellem hver Gang Adjunkten sagde: „flere Byer“, de meget usikre Erindringer om disse belgiske Byer, naar Bryssel var nævnt, og det usædvanlige for ham i at svare, — alt dette lukkede Munden paa ham, skjønt han vidste med Bestemthed ialfald en By til, — han sad og sagde Navnet inde i sig; men han turde ikke aabne Munden; kanske var det alligevel splittergalt og som sædvanligt til almindelig Latter; det var bedst at tie.
De andre paa nederste Bænk afventede i rolig Trods sin Skjæbne. Det var de største og stærkeste Gutter i Klassen; de tænkte paa at gaa tilsjøs og de brød sig Fanden om Karakterbogen. Kun en af dem tog Geografien under Bordet og læste lidt om Belgiens Byer og det, som kom efterpaa.
Lille Marius sad saa pent paa sin Bænk, hans store Øine fulgte opmærksomt Læreren, mens han puslede med noget under Bordet, somom han knyttede Knuder paa noget og trak dem stramt til af al Magt.
Hele Klassen summede saa smaat i den varme Middagstime; hver beskjæftiget med sit. Nogle gjorde ingenting, men sad med Hænderne i Lommen og gloede ud i Luften; en skrev latinske Gloser bag et Bjerg af Bøger; en anden havde lagt sit Hoved ned paa Armene og sov stille; ved Vinduet sad en og stirrede paa Rektorens fire Æbler, mens han fantaserede over, hvor mange der vel kunde være paa den anden Side af Træet, som han ikke kunde se, samt over, hvorvidt det skulde kunne lade sig gjøre at klatre over Muren en Aftenstund, naar det blev mørkere.
To havde slaaet sig sammen over et stort Evropakart, hvorpaa
