„Ingenlunde! intet er urimeligere end, at en stakkels kulfattig Mand, der kommer, for at fylde sin Sæk af et Kulbjerg, — at han skal sønderrives af vilde Dyr. Mellem en saa ringe Forseelse og en saa frygtelig Straf er der aldeles intet fornuftigt Forhold.“
„Maa vi ikke faa vide, hvorledes De vilde beskytte Deres Kulbjerg, om De havde noget?“
„Jeg vilde bygge et forsvarligt Plankeværk, og hvis jeg var meget ængstelig, vilde jeg holde en Vagtmand, som høfligt, men bestemt skulde sige til dem, der kom med Sækken: Undskyld! — men min Herre er meget nøie paa det. De faar ikke fylde Deres Sæk; De maa strax forføie Dem bort.“
Gjennem den almindelige Latter, som fulgte denne sidste Paradox, talte en geistlig Alvorsmand nede fra Damerne:
„Det forekommer mig, at der mangler noget i denne Diskussion — noget, som jeg vilde kalde det ethiske Moment. Er det ikke saa, at vi alle, som sidde her, have i vort Hjerte en bestemt, klar Følelse af det oprørende i den Forbrydelse, vi kalde Tyveri?“
Almindelig og varm Tilslutning.
„Og mon det ikke yderligere oprører os at høre en Forbrydelse, der baade i guddommelig og menneskelig Lov udtrykkeligt nævnes som en af de værste, høre den nedsat til en ringe og ubetydelig Forseelse? mon ikke saadant i høi Grad kan virke nedbrydende og samfundsfarligt?“
„Tillad ogsaa mig,“ svarede strax den ufortredne Kandidat Hansen, „at fremholde et ethisk Moment. Er det ikke saa, at utallige, som ikke sidder her, har i sit Hjerte en bestemt og klar Følelse af det oprørende i den Forbrydelse, de kalder Rigdom? Og mon det ikke yderligere maa oprøre dem, der selv ikke eier andet Kul end en tom Sæk, naar de ser En, der tillader sig at eie 2 à 300 Tusinde Tønder, slippe vilde Dyr løs til Bevogtning af sit Kulbjerg og gaa tilsengs, efter at have skrevet paa Porten: Pladshundene løslades ved Mørkets Frembrud. Mon ikke saadant i høi Grad kan virke ophidsende og samfundsfarligt?“
„Ih — men du milde Gud og Fader! det er jo en Sansculot!“ raabte gamle Bedstemor.
De fleste mumlede ogsaa misfornøiet; han gik for vidt; dette var ikke længer morsomt. Kun nogle faa lo endnu: han mener ikke et Ord af, hvad han siger; det er bare hans Manér; — Skaal Hansen !
Men Værten tog det alvorligere. Han tænkte paa sig selv, og han tænkte paa Trofast. Med en uhyggelig Høflighed begyndte han:
