at Djævelen fristede ham gjennem Thomas Randulf, vendte han pludseligt om og skyndte sig hjem til Sara.
Men Randulf sørgede over sin Ven, og om Aftenen i Klubben sagde han: „Det er snart forbi med Jacob Worse; pas paa, hvad jeg siger: han lever ikke længe; det saa jeg paa ham idag.“
„Det tror jeg ikke,“ svarede en anden, „han ser vistnok noget gul og smaalig ud, men —“
„Ja jeg saa det nu paa Buxerne,“ svarede Randulf.
„Hvad er nu det for noget forbandet Sludder — Randulf!“ raabte Lodsoldermanden fra Kortbordet.
„Sludder?“ svarede Randulf slagfærdig, „ja dine Ord i Ære og mine bag Døren — Oldermand, men det er nu alligevel, som jeg siger. Naar Døden har mærket en Mand, bliver han saa forunderlig tynd og slunken i Buxerne.“
De lo allesammen, og en mente, det kom af, at syge Folk blive magre.
„Nei — nei!“ raabte Randulf med stor Iver, „det, jeg mener, har en egen Art. Buxerne blive ligesom saa tomme og tunge og lange, somom de vilde sige helt ned, og fremme over Foden lægger der sig tre store tykke Folder. Naar jeg ser det, saa ved jeg: den Mand lever ikke længe. Det kan I forlade Jer paa, for det er en Sanning, som er fast og urokkelig.“ —
— Da det begyndte at blive stygt Veir ude i Ootober, gik Jacob Worse endnu sjeldnere ud; han var bleven kuldskjær og sad helst inde i Stuen. I de smaa Bøger læste han saa godt han kunde; men det vilde dog ikke forhjælpe ham til Aandens Frimodighed, han trængte saa haardt.
I Forsamlingen var det underligt mellem alle de rolige, andægtige Ansigter at se denne gamle bekymrede Mand med det tætte, hvide Haar, rynket og slap i Ansigtet, men søgende med Øinene fra den ene til den anden, lyttende begjærligt efter, hvad der blev talt, om de da aldrig skulde komme — de Ord, der skulde skjænke ham Fred og Aandens Frimodighed.
Men Djævelen havde fra gammel Tid altfor fast Tag i ham. Han lagde Eder paa hans Tunge og onde Tanker ind i hans Hjerte; i Forsamlingen, naar Sivert Jespersen læste af Postillen, kom Djævelen halende med de to hundrede Tønder Salt; eller den Onde forvrængte hans Syn, saa at han fandt ud, at Endre Egeland sad og stirrede paa de unge Piger med sine smaa grønne Øine.
Om Natten, naar det tudede og blæste i Worsesmuget, tog Djævelen ham med sig ud paa Havet i Storm — ombord paa „Familiens Haab“, saa at han fandt en syndig Glæde i at ligge og tænke paa,
