saa fremmed og kjækt ud derhjemme i den kjølige Forsommer; en og anden havde en ildrød Skjorte eller en violet Skothue, som var hjemført fra det vidunderlige Rio. Og paa alle de smilende Ansigter kunde man se, at de vidste, hvilke Allerhelvedes Karle de vare og hvor ivrigt de længtede efter at komme iland, for at vise sig og begynde at fortælle.
„Her er en Galning,“ sagde Skipper Worse, „han gik ud som Kahytsgut; men vi har gjort ham til Jungmand underveis. — Kunselen maa vide, der døde et Par for os derover i Rio, — Satans heftigt Klima! naa Lauritz! — frem med dig“
En ung Gut paa en sexten sytten Aar blev endelig skubbet ud af Gruppen, undseelig og kantet; Ansigtet rundt og rødt skinnende som et Æble efter en alvorlig Sæbevask.
„Hvad heder han?“ spurgte Konsulen.
„Lauritz Seehus,“ svarede Gutten.
„Lauritz Boldeman Seehus,“ rettede Kapteinen; og Mandskabet fniste, for de kaldte ham Lauritz Bollemand.
„Vi have altid havt god Grund og Anledning til at lægge besynderlig Vægt paa Kaptein Worse’s Recommendationer, og dersom det unge Menneske vil træde i en saa dygtig Sømands Fodspor“ — her bukkede Konsulen for Kapteinen — „vil Huset forfremme ham efter Fortjeneste. Forøvrigt vil det hele Mandskab proportionaliter erholde en Gratification ved Afregningen ianledning af den lange og farefulde Reise. Huset takker hver især for godt og trofast Arbeide.“
Konsulen hilste rundt og gik ned i Kahytten fulgt af Kapteinen.
Mandskabet var i udmærket Humør baade for „Gratificationen“ og fordi det var noget ganske uvant, at en Reder kom ombord og takkede simple Søfolk.
Det var hellerikke Konsul Garmans Vane at give sig meget af med sine Folk. Ikke at han var nogen haard Herre — tvertimod; han hilste altid venligt, sagde vel ogsaa af og til et Par Ord i forbigaaende. Men han var og blev dog saa uendeligt fjern og høit oppe, saa at den mindste Venlighed fra hans Side blev til en Nedladenhed, der modtoges med Tak og Beundring.
Da han en halv Times Tid efter gik i Baaden igjen, for at ro iland, blev der raabt Hurra for ham fra Skibet. Konsulen reiste sig i Baaden og tog sin Hat af. Han var meget bevæget og trængte til at komme hjem i Kontoret og være alene.
Konsulen førte med sig iland Skibets Papirer og en Pose gode Souvereigns. Det havde været en god Reise; Huset C. F. Garman
