Madame Torvestad forstod ikke rigtig, hvad hun saa; men det
begreb hun, at Fennefos paa en eller anden Maade havde faaet et
Knæk; kanske var han saaledes lettere at lede.
„Du spurgte mig ogsaa dengang — Hans Nilsen! om jeg kjendte nogen kristeligsindet ung Kvinde, som kunde passe for dig. Nu tror jeg, at jeg har fundet en. Min Datter —“
Han saa et Øieblik saa forvildet paa hende, at hun næsten blev ræd: „Er du syg? — Hans Nilsen!“
„Nei — jeg er bare træt.“
Men nu fik Madame Torvestad en Mistanke: „Eller skulde jeg tro, at du har ladet dit Hjerte besnære i syndig Elskov? Isaafald — Hans Nilsen! — saa bed Gud bevare dig og hjælpe dig at kjæmpe mod Djævelen i dit eget Kjød. Du burde være Mand for at seire og ikke lade dig fange i saa ussel og vederstyggelig en Snare. — Henriette er jo ung; men hos dig vidste jeg hende vel forvaret, og jeg tror og haaber, hun kunde blive til Velsignelse for dig.“
Fennefos kom nu saavidt til Besindelse, at han kunde takke; vistnok havde han ikke tænkt paa at gifte sig nu; det var jo en alvorlig Sag —
„Det er ikke godt for Mennesket at være alene — allermindst for Manden,“ sagde Madame Torvestad med Vægt; „det ved vist du ogsaa — Hans Nilsen; og du mindes vist, hvad Paulus siger —“
„Ja — ja —“ skyndte han sig at afbryde, „naar I mener, jeg bør gjøre det, vil jeg bede Gud vende det til det bedste.“
„Jeg skal tale med Henriette,“ sagde Madame Torvestad.
„Tak — men jeg vilde nok gjerne selv —“
„Nuvel — til dig har jeg Tillid; hun er inde i Væverstuen.“
„Nu strax? — jeg tænkte —“
„Der er ikke nogen Grund til at opsætte det,“ svarede Madame Torvestad, aabnede Døren og kaldte Tjenestepigen ud; derpaa lod hun Fennefos gaa derind.
Han lod sig lede som en Hund. Der var ingen Tvivl om, at Madamen kjendte det hele. Og denne Skam sammen med hans Træthed gjorde ham aldeles viljeløs i hendes Hænder. I fire Dage havde han flakket om langs Kysten ganske alene, skyende sine Kjendinger, og hos Fremmede havde han spist og sovet. Hele Tiden havde han kjæmpet i Anger med Frygt og Bæven. Men han var vendt tilbage tvivlraadig og uden Fred i sit Sind med den ubestemte Hensigt at hente sit Tøi og reise langt bort.
Da han nu stod ligeoverfor Henriette, der saa ham uroligt ind i Ansigtet, vidste han ikke, hvad han skulde gjøre.
