i Ansigtet; deres Øine borede sig i hinanden, han saa det blege Ansigt, Læberne endnu halvt aabne efter de vilde Kys; han kunde tage hende, hun laa fast i hans Arme; det begyndte igjen at bruse i hans Hoved, — da sprang han tilbage med et Skrig: „Herre — hjælp os! hvad er det, vi gjør!“
Men da Døren var lukket, ilede hun over Gulvet og lyttede. Hun hørte ham tumle ud af Gangen, hørte Gadedøren slaa i og hans hurtige Skridt forbi Vinduerne.
Da vendte hun sig mod Lyset — Hænderne pressede mod sit Bryst, ved Mundvigerne skjælvede noget, som kunde være et bittert Smil; derpaa kastede den unge, stærke Kvinde sig lige ned i Gulvet og hulkede. —
— Da Jacob Worse munter og „vel sat“ kom famlende hjem en Time senere, fandt han sin Kone læsende i Bibelen med to Lys paa Bordet og nedrullede Gardiner.
„Godaften,“ begyndte han lystigt, „sidder den lille Frue oppe endnu? kom, lad os nu gaa tilsengs — lille Sara!“
Hun blev ved at læse uden at se op. Worse lagde Hatten fra sig og tvintede saa smaat, naar han gik over Gulvet.
„Du kan tro, vi har havt en morsom Dag — Sara!“
„Alle tre?“
„Tre?“ — svarede Worse og stansede, „det var bare Randulf og jeg.“
„Du lyver; I vare tre,“ svarede Sara roligt.
Nu fik Jacob Worse det ulyksalige Indfald, at hun spøgte. Han nærmede sig smilende med de fugtige Øine, for at tage hende om Halsen: „Ei ei! — saa du ved bedre Besked end jeg selv! — hvor gik du i Skole, hvor blev du saa klog? — hvem var den tredie — he?“
„Djævelen,“ svarede Sara og løftede pludseligt sine Øine, „den lede Satan sad midt imellem Eder.“
Skipper Worse tumlede tilbage.
„Du kan tro, han har havt den morsomste Dag af Eder alle. Han har frydet sig, naar Eders Mund strømmede over af Eder og Forbandelser, raaden Snak og al Eders Hjerters Uterlighed. Saa du ikke hans krummede Klør, naar han satte Glasset for dig, at du skulde beruses i hans Urenheds Vin? hørte du ikke, hvor han lo, mens I sad sølende Eder i Eders Synds Væmmelse, for at modnes til Helvedes Føl og Pine?“
Worse begyndte uvilkaarligt at gnide sig paa Maven; han kjendte igjen Ondet derinde.
„Nei — men Sara! — ikke sig det —“ bad han; men hun blev
