CAMILLA. Hvor du er morsom! har du ikke Tid?
FERDINAND. Aa jo — ialmindelighed; men for Øieblikket er det mine Venners, jeg bruger; de venter mig paa Keglebanen.
CAMILLA (spiller). Kommer du derfra?
FERDINAND. Nei — vi var just paa Veien derhen, saa hørte jeg dit Piano helt nede ved Havetrappen. Jeg lod de andre gaa iforveien. — Jeg syntes, jeg trængte til Musik, — ved du Camilla! hvad det er for en deilig Dag? har du seet Træerne og Dammen og de nye Mosroser?
CAMILLA. Jeg gik mig en lang Tur imorges; det er den første rigtigt varme Solskinsdag, vi har iaar.
FERDINAND. Ja, en deilig Dag! Solskin ude og Solskin inde. Stemningerne jage hverandre som Solstraalerne i det unge Løv. — Puh! alle de dumme Ord, man faar i Munden, naar man er forelsket.
CAMILLA (ler). Du forelsket! — det maatte tage sig snurrigt ud.
FERDINAND (i Sofaen). Du kan jo tage mig i Øiesyn.
CAMILLA (vender sig om og siger spængdt). Ferdinand — du er forlovet!
FERDINAND (ler). Forlovet! — ja det er jo den yndigste Form for Elskov; — og med hvem er det, min venlige Kusine vil velsigne mig?
CAMILLA. Der kan kun være Tale om en —
FERDINAND. — en om Gangen — ja! det mener jeg ogsaa; — der bør være Orden i alt! — men hvem?
CAMILLA. Aa — du ved godt, jeg mener Mathilde. Du var jo saa optaget af hende hele Aftenen hos Onkels.
FERDINAND. Du fornærmer mig — Camilla! — hun har jo været forlovet.
CAMILLA. En forbigaaende Forelskelse, — og desuden er det længe siden.
FERDINAND. Vel, vel! men en Dame, som har været forlovet, beholder altid i mine Øine en vis Lighed med en Bonbon, somder er slikket paa.
CAMILLA (spiller). Fy! — Ferdinand!
FERDINAND. Idag maa du ikke skjænde paa mig. Kom — sæt dig heller her hos mig, saa skal jeg fortælle dig saa meget —
CAMILLA. Ved du noget nyt?
FERDINAND. Nei, men gammelt — gamle Historier; — jeg skal fortælle dig om Robin Hood! — husker du, naar han red gjennem Haven dernede og satte over Porten i et Spring —
CAMILLA (vender sig). — og forsvant i Sherwoodskoven! — det var Skraaningen ned til Elven. Og oppe ved Fossen havde han sine mørke, hemmelige Huler. Hvormangen Gang du skræmte