Man mærker overhovedet tydeligen, at en uhyre Slaphed havde
indsneget sig i de religiøse som i de moralske og kirkelige Begreber.
Verdsligt Sind og Usedelighed havde sterkt udbredt sig blandt Kirkens
Personer, fra de øverste til de nederste, ja i det hele Kirkesamfund
baade blandt Lærde og Læge. For Biskopperne var Virken og Indflydelse
i Rigets verdslige Raad bleven noget langt meer magtpaaliggende
end den aandelig Pleie af det dem betroede Kirkeomraade; og
Presterne manglede baade sand christelig Religionskundskab til at undervise
sine Sognebørn, og varm Gudsfrygt til at opbygge dem.
Gudstjenesten var bleven en prunkende, tom Ceremoni, et Middel til
først at fæste Folket i Overtro og siden udsuge det til Fordeel for en
havesyg og sandselig Geistlighed, der raadede over Almuen ved Frygt
meer end ved Kjærlighed eller Agtelse. Kort den romerske Kirke i Norge
var dybt sjunken, da Reformationen rammede den. Stødet kom uforberedt
og traf haardt, – saa meget haardere som Selvstændighedens
Fald gik Haand i Haand med den gamle Statskirkes. Et engang
hæderligt om end fattigt Riges dybe politiske Fornedrelse har vist nok
bragt Mangen af dets Børn til at see Romerkirkens samtidige Omstyrtelse
der i Landet med et meer medlidende Blik, med større Savn,
end den i Sandhed fortjente. Romerkirken, som den da var, vilde
dog aldrig have kunnet opretholde Norge som selvstændigt Rige i dets
synkende Tilstand, end mindre kunnet puste nyt Liv i det, hæve det til
en ny og herligere Skikkelse. Nu da vi see videre og meer tillidsfuldt
om os, maa vi inderlig takke Gud, at han lod Romerkirken, da den
dog havde naaet Fordærvelsens Toppunkt, vige Pladsen i vort Fædreneland
for en renere christelig Kirkeorden, der med Evangeliets Kraft
har gjenvakt og styrket, og – det haabe vi – med Guds Hjælp
ogsaa fremdeles skal vække og støtte Norges aandelige Liv.
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/898
Denne siden er ikke korrekturlest
884
Fjerde Tidsrum.