søg paa at sekularisere tvende Klostere, – Forsøg, som Erkebiskoppen rigtignok af yderste Magt søgte at afvende, men som det dog kun lykkedes ham for en Tid at udhale.
Det ene af disse Klostere var Nonneklosteret paa Rein. Fru Ingerd Ottesdatter havde her ladet sig vælge til Klosterets Forstanderske. Hermed gik det efter hendes egen Forklaring saaledes til. Paa et Besøg, hun aflagde i Klosteret, klagede Abbedissen, Karine, og Søstrene for hende over dets elendige Forfatning, hvorledes det „stod fast til Nedfald“, hvilket Abbedissen ikke formaaede at afhjælpe. Man enedes da om, at Søstrene godvilligen valgte Fru Ingerd til Forstanderske, saaledes at hun skulde hjælpe Klosteret med de nødvendige Bygningsarbeider, forsørge Søstrene og holde Indretningen ved god Skik og christelig Styrelse. Om Overenskomsten blev et Brev udstedt. Fru Ingerd havde gjort dette Skridt, hed det, for at ingen anden skulde komme og trænge sig derind, bemægtige sig Klosterets Indkomster og forøde dem til „Verdens Forfængelighed“[1]. Dette var gjort uden at Erkebiskoppen derved var adspurgt. Men da han fik det at vide, og vistnok medrette i Fru Ingerds Udnævnelse til Klosterets verdslige Forstanderske, troede at see det første Skridt fra hendes Side til at flaa Klosteret og dets Gods under sig, – saa lod han udtage af det dets Jordebreve, dets Segl og.en Deel af dets kostbareste Klenodier. Da Fru Ingerd siden kom til Klosteret, paastod Abbedissen og Søstrene, at Erkebiskoppen havde gjort dette høieligen mod deres Villie. Nu satte Fru Ingerd Alt i Bevægelse for at saa Opreisning af Erkebiskoppen. Først maatte hendes Svigersøn Hr. Nils Lykke, der var Kongens Lensmand i Fosen-Len, hvor Klosteret laa, tilskrive Erkebiskoppen fra Østeraat den 8de April 1531. Han opfordrede i Kongens Navn Erkebiskoppen, der selv af Kongen var betroet at være paa dennes Vegne en Overtilsynsmand med Lov og Net i det Throndhjemske, – at han vilde tilbagegive Klosteret hvad han mod geistlig og verdslig Lov havde frataget det. Han mindede ham om det Forlig, som var sluttet mellem ham og Fru Ingerd, og bad ham ikke nu paany velte sig ind paa hende. Kunde Overenskomsten mellem hende og Klosteret ikke bestaa efter Loven, da kunde den vel med Lempe og paa en god Maade igjen hæves uden saadan Adfærd, som Erkebiskoppen havde vist. Han bad Erkebiskoppen til Slutning betænke, at han med Haand og Mund, med Brev og Segl havde lovet at ville være Fru Ingerd og hendes Børn til Raad, Trøst og Hjælp[2]. To
