dengang har hvilet nogen Mistanke paa Karl for oprørsk Sindelag eller hemmelig Forbindelse med Kongens Fiender i Sverige; i saa Fald havde vel neppe Kong Hans samtykket hans Valg, og end mindre gjort ham, som der fortælles, til sin Fortrolige og sin Søns Raadgiver. Men senere blev Karl, som vi snart skulle see, mistænkt og beskyldt for landsforræderske Hensigter, og undergik paa Grund heraf store Lidelser.
Ved denne Tid døde ligeledes Biskop Herlog Vigleikssøn af Oslo. Han levede endnu den 29de Mai 1505, men synes at være død inden samme Aars Udgang[1]. Til hans Eftermand valgte Kapitelet af sin egen Midte, Kongen uadspurgt, Thorkel Jonssøn, der ogsaa erhvervede Pavens Stadfæstelse. Men ham vilde Kong Hans, uvist af hvilken Aarsag, ikke erkjende; hvorimod han udnævnte i hans Sted Anders Mus, en dansk Mand, der troes at have forhen været Provst i Viborg, og indsatte ham i 1506 med Magt i Embedet. Den forstødte Thorkel flygtede til Sverige for at søge Hjælp hos den svenske Geistlighed og hos Rigsforstanderen Svante Nilssøn Sture, Steens Eftermand. Udentvivl har han for de Svenske skildret Stemningen i det sydlige Norge som oprørsk mod Kong Hans, og han skal have forsikkret, at, hvis Svante vilde sende Krigsfolk derhen, vilde mange af Indbyggerne slaa sig til ham[2]. Thorkels senere Skjebne kjendes ikke.
Svante Sture havde allerede om Vinteren 1505–1506 ved Berend Siggesson, Kapellan i Mora i Dalarne, udspeidet Stemningen paa Oplandene og fundet, at Almuen der endnu var forbittret over Knut Alfssøns Drab, at den var tilbøielig til Opstand, at Biskop Karl af Hamar var fredelig stemt mod Sverige, men derimod maadelig til Vens med Kongens Embedsmand paa Akershus, og at Almuen holdt med Biskoppen[3]. En Opstand mod Kong Hans i Norge vilde, som let kan tænkes, være det stureske Parti i Sverige til stor Hjælp og maatte derfor af dette ivrigt ønskes istandbragt. Men Svante synes ikke, paa Grund af Stillingen i selve Sverige, for det Første at have kunnet afsee Krigsfolk til Norge, og Misnøiet der maatte saaledes endnu en Stund gjære i Stilhed.
Urolig over Stemningen i Norge havde imidlertid Kong Hans sendt sin Søn, Hertug Kristian, did med den mest udstrakte Fuldmagt til at forestaa Riget paa sine Vegne. Men Kristian maa snart have mødt Uvillie og Ulydighed hos Almuen og mærket, at denne lod sig lede af Mænd, som rugede over oprørske Planer. Han har forstaaet, at Raskhed og Strenghed maatte til, hvis et Udbrud skulde forekommes. Den 13de Marts 1507, paa Raadstuen i Oslo, i et Slags dømmende Forsamling, bestaaende af Biskopperne Karl af Hamar og
