Disse Omstændigheder tilsammentagne synes vise, at det norske Raads
Færd har været forud vel overlagt, og at, om end Erkebiskop Gaute
har været Sjælen i den yttrede Modstand, saa bar han ganske vist
her ikke handlet som et blot Redskab i Steen Stures Hænder.
Erkebiskop Gaute deeltog, som sagt, ikke personligen i de nu omtalte Underhandlinger med det svenske Raad ligesaalidet som Hr. Jon Smør. Ingen af dem kan derfor antages paa den Tid at have været søndenfjælds, i det mindste ikke i Nærheden af Oslo. Men ud paa Sommeren 1482 finder man dem begge tilstede med det øvrige Raad paa denne Kant af Landet. Af et Indulgentsbrev viser det sig, at Erkebiskop Gaute og Biskopperne Gunnar af Oslo, Hans af Bergen, Karl af Hamar og Eilif af Stavanger, altsaa alle Norges Biskopper, vare samlede den 25de Juli ved Jarlsø eller Jærsø nær Tunsberg[1]; og her var ogsaa flere af de verdslige Raadsmedlemmer samlede. Anledningen til denne Sammenkomst var udentvivl en Hærsamling og et forehavende Tog mod Baahus Slot, hvilket man vilde tvinge Jørgen eller Yrian Larenssøn til at opgive Raadet. Herfra blev nu atter underhandlet med det svenske Raad.
Om det før omtalte Modet Halmstad i Sommeren 1481 har været besøgt af norske Fuldmægtige, og i saa Fald hvilke disse have været, vides ikke. At Erkebiskoppen ei der har været tilstede, synes hans Ophold i Bergen i August Maaned samme Aar at godtgjøre[2]. Mødet løb, som vi have seet, frugtesløst af. Senere var, som ogsaa ovenfor er fortalt, et nyt Møde fastsat til Kalmar, hvilket det norske Raad havde ønsket forflyttet til Lødøse. Herimod havde Kong Hans og de Danske, som det lader, intet at indvende, – ja de yttrede endog, at Mødet i Lødøse kunde finde Sted mellem de Norske og Danske, om end de Svenske ikke mødte. Men det norske Raad vilde, i Kraft af den tidligere Overenskomst med Sverige, ikke indlade sig paa noget Møde, hvor ikke tillige svenske Fuldmægtige kom; og da nu de Svenske fremdeles holdt fast paa Kalmar som Stedet, og det norske Raad blev for seent herom underrettet, saa var Følgen, at Mødet i Lødøse gik overstyr, uden at heller de Norske fik Leilighed til at søge det i Kalmar. Erkebiskop Gaute, Biskopperne Hans af Bergen og Eilif af Stavanger, Jon Smør og fire andre verdslige Raadsmedlemmer oplyste disse Omstændigheder og fremførte sin Undskyldning til Sveriges Raad i en Skrivelse fra Jarlsø Havn af 1ste August[3].
Mødet i Kalmar, der efter Bestemmelse holdtes ved Midten af Angust, ledede ikke til noget Afgjørende, da nemlig de svenske Fuldmægtige den 10de August vel erklærede sig villige til at vælge Kong
