Hvis det er rigtigt, at slige eensidige Underhandlinger fra Danmarks
Side strax bleve indledede, og hvis saadant var blevet kundbart i
Sverige, saa paaskyndte det udentvivl Svenskernes Beslutning uafhængigt
af Danmarks Kongevalg, at kaare sin egen Konge. Paa en
Rigsdag i Stokholm, der samledes i Juni Maaned 1448, yttrede sig
vel Stemmer for Kalmarforeningens Gjenoprettelse. De mægtige
Brødre Bengt og Nils Jonssønner af den Æt, som siden blev saa
bekjendt under Navnet Oxenstjerna, skal have talet herfor. Men deres
Stemme var mistænkt for at være fremkaldt mindre af Kjærlighed
til Foreningen end af feilslaget Haab om selv at vinde Sveriges
Krone, samt af Had til Karl Knutssøn, der ogsaa stræbte efter
den. Større var derimod det Parti, som med Blikket hæftet paa
Karl fordrede en indfødt Konge. Dette seirede ogsaa. Karl Knutssøn
blev den 20de Juni 1448 med en stor Overvegt af Stemmer
valgt til Sveriges Konge og otte Dage efter hyldet paa Morastene
og kronet i Upsal.
Omtrent paa samme Tid, nemlig i Juni Maaned, holdt det danske Rigsraad et Mode i Kjøbenhavn, til hvilket Hertug Adolf indfandt sig for at virke til sin Søstersøns Bedste[1]. Paa dette Møde enedes man endelig om at vælge Grev Kristian af Oldenborg; og hertil dreves man, som det heder, deels ved Hertug Adolfs Bønner og Løfter, deels ved det Skridt, Svenskerne allerede havde taget og ved Rygtet om Karl Knutssøns Rustninger[2]. Dog skede Valget med det Forbehold, at Kristian først skulde antage en Haandfæstning, og for at forelægge ham denne, drog Raadet til ham i Slesvig, hvor han opholdt sig. Kristian gjorde ingen Vanskeligheder. Han vedtog Haandfæstningen i Haderslev den 1ste September, blev derpaa af Raadet erklæret for Danmarks Konge og den 28de September 1448 hyldet i Viborg.
Medens saaledes Sverige og Danmark ved eensidige Kongevalg i Gjerningen udtraadte af det tidligere Statsforbund, synes i Norge en stor Ubestemthed at have raadet, dog uden endnu at vække noget indre Fredsbrud. Ogsaa der vare Meningerne aabenbare deelte, om hvorvidt Norge skulde vælge sin egen Konge, eller blive ved Foreningen med begge de tvende andre nordiske Riger, eller, da Samstemmighed mellem dem indbyrdes i Kongevalget neppe syntes opnaaelig, med det ene af dem. Tanken om et ordentligt Kongevalg ved alle tre Rigers Fuldmægtige maatte man nemlig snart opgive, helst naar man stillede sig for Øje Omstændighederne med Kristoffers Valg,
