sprængte ikke Kirkens Døre, men lettede ved Hjælp af store Træer Tømmerbygningen op paa den ene Side, og gjennem den saaledes aabnede Indgang trængte 50 af de raskeste Mænd. En vis Arne Magnussøn fra Dal i Eyafjord var i deres Spidse. Biskoppen stod ubevægelig for Alteret med Oblaten i sin Haand; men Arne sagde kun: „her er stor Stads paa Færde“, og gik hurtig hen til Alteret, hvor hans Mænd strax lagde Haand paa Biskoppen for at lede ham ud. Biskoppen vilde ei følge, og da de omgivende Klerker tillige holdt fast i ham, blev han med Magt slæbt fra Choret og gjennem Kirken ud i Taarn-Indgangen. Klerkerne hængte sig fremdeles fast ved ham og bleve slæbte med lige til Indgangen; der slap de ham og trak sig tilbage til Choret. Den viede Oblat var falden af Biskoppens Haand midt i Kirken og laa der paa Gulvet; men Kirkepresten, som saa det, krøb hen og tog den op med Munden Da de havde faaet Biskoppen ud i Taarnet tillod de ham at hvile et Øieblik og at læske sig paa en Skaal Mjød; men derpaa sorte de ham til fine Telte. Nu gjorde man Iagt paa Biskoppens Svende, dræbte og nedskjød dem, hvor man traf dem, om det ogsaa var i Kirken selv, og kastede siden en Steenhob sammen over deres Lig. Biskoppen bad for sit Liv, men man brød sig ei om hans Bønner. De fore med ham til den i Nærheden løbende Bruaraa, lode ham der i en Sæk, ved hvilken de bandt en Steen, og druknede ham i Aaen. Liget drev siden op og blev jordet i Skaalholts Kirke.
Der var to Mænd, en Jon og en Olaf, som især viste sig virksomme ved Biskoppens Drab, idet de hjalpes ad at putte ham i Sækken og kaste ham i Aaen; men om dem heder det, at de siden ingen Lykke havde med sig, og at de kun levede kort. Om den første var det Almuetro, at han efter sin Død gik igjen; og ikke fik man Ro for ham, før man havde opgravet hans Lig og sænket det med en Steen om Halsen i et Ferskvand, hvor da om Morgen efter al Fisken fandtes død opdreven. Disse Fortællinger vise, at Folket i Almindelighed, hvormeget det end kan have hadet Biskoppen, dog følte Gru ved den Gjerning, som var øvet mod en saa høitstaaende Kirkens Mand. Imidlertid omtales ikke, at nogen Straf fra Statens eller Kirkens Side har rammet dem, som vare Hovedmændene for Drabet, uagtet Kathedralkirken paa deres Anstiftelse var besmittet og en stor Kirkefest var forstyrret. Man maa vistnok tro, at Thorvard og Teit ikke have sluppet for Boder og Pønitens; men man finder, at de begge have levet længe i stor Anseelse paa deres Fædreneø, og at Thorvard har faaet Margreta Vigfusdatter til Egte[1]. At Kong Erik ikke har med Kraft forfulgt Sagen, synes aabenbart, og kan maaskee bedst forklares af de Vanskeligheder og Farer, som ved denne Tid begyndte at optaarne
- ↑ Espol. þ. I. c. 18, 22; Finn Joh. II. 471–475.
