viser sig nu i Norge at være støbt i den egte romerske Form, der ingen Afvigelser tillod.
Der findes i de Udkast til norske Christenretter, som i dette Tidsrum udgik under Kong Magnus Lagabøters og Erkebiskop Jons Ledning, flere Bidrag til at lære den norske Kirkes Opfatning af Sakramenterne noget nærmere at kjende.
Om Daaben udtrykke hine Christenretter, især Erkebiskop Jons, sig i flere Dele bestemtere end de ældre. De forbyde al Daab undtagen i Vand, „hvad enten det er Sø eller andet Vand“. Der tilføies: „Spyt gjør ingen Daab, heller ikke Is eller Sne, med mindre det optøes, saa at deraf bliver Vand“. Det paalægges udtrykkelig Barnets Faddere som en Pligt at lære det „Credo og Pater noster;“ og Jons Christenret byder, at Enhver syv Aar gammel eller ældre skal kunne „Credo, Pater noster og Ave Maria“. Bliver Nogen femten Aar gammel uden at kunne det, og Aarsagen er Skjødesløshed og ikke Mangel paa Forstand, da er han skyldig Bod til Biskoppen[1]). Det er denne samme Børnelærdom, som vi have seet, at Provinsialconcilierne efter Erkebiskop Jons Dage idelig omtale, idet de indskjærpe Sognepresterne nøie at prøve sit Sognefolk deri ved Skriftemaalet[2]. Om Daab af Barnet, før det endnu er kommet heelt af Moders Liv, hvilken i Nødsfald kunde tillades, indeholdes Bestemmelse i Erkebiskop Paals Hyrdebrev, som ovenfor er omtalt[3].
Om Confirmationen udtaler Jons Christenret sig med følgende Ord: „Næst Daaben er det Sakrament (helgan, eg. Helligelse, hellig eller helligende Handling), som heder Ferming, og nogle kalde: Biskupan (d. e. Confirmation). Det er Stadfæstelse i den modtagne Tro. Alle Christne skulle efter Daaben i denne Stadfæstelse modtage den hellige Aand ved Biskoppens Haandspaalæggelse med Chrisma. Disse Sakramenter (helganar): Daab og Confirmation, ere saaledes sammenbundne, at det ene ei kan undvære det andet, uden Døden kommer imellem. Thi som den hellige Aand, der falder fra Himmerige ned over Mennesket med heldbringende Tilkomst, giver fuld Renselse fra Synderne i Funten (Døbefadet), – saa er for Alle i denne Troens Stadfæstelse en fortfarende Styrkning til Naaden. Og skjønt Christningen (kristnin d. e. Daaben) er tilstrækkelig for den, der dør uden at have syndet (nœgezt meinlausum framfarande), til den evige Salighed, saa er dog dette Sakramentes Hjælp nødvendig for de levende Mennesker til Bestyrkelse og Kamp mod Djævelen, da det væbner os med den syvfoldige Dyds[4] Naade. Skulle alle Christne,
