vedkommende. Forresten tilsagdes Biskopperne at møde personligen, og deres Kapitler ved Fuldmægtige, og paamindedes de særligen om at indfinde sig, som havde forestaaet Indsamlingen af Peterspengen, for at aflægge Regnskab. Kaldelsesbrevet til Biskop Haakon af Bergen er bevaret i den Meddelelse af paafølgende 28de Mai, hvilken han derom gjorde sit Kapitel[1].
Ved denne Tid indtraf igjen Biskopsskifte ved flere af de under Nidaros’s Provins hørende Biskopsstole. – I 1341 den 16de Marts døde Biskop Jon Eindridessøn[2] af Skaalholt efter en kort Embedsførelse, under hvilken intet synderlig mærkeligt findes at være foregaaet[3]. I hans Sted valgtes det følgende Aar 1342 en Klostermand, Broder Jon Sigurdssøn, der synes at have været en Islænding, og altsaa vel paa en eller anden Maade har været anbefalet fra sin Fædreneø til at blive den afgangne Biskops Eftermand[4]. Det var denne Jon Sigurdssøn, hvis Indvielse Erkebiskoppen havde bestemt at skulle foregaa paa det tilsagte Concilium i Bergen[5]. Dog maa med Conciliet ogsaa Indvielsen være bleven udsat; thi den findes først at være foregaaet det følgende Aar.
Ligeledes i 1341, den 12te August, døde Biskop Egil Eyolfssøn af Hole[6]. Annalerne give ham det Vidnesbyrd, at han var en forstandig Mand baade i aandelige og verdslige Anliggender, streng i Seder og Levemaade, samt omhyggelig for at berige sin Kirke uden dog derfor at betynge sin underordnede Geistlighed. Der bemærkes endog udtrykkelig om ham, at han paa sine Visitationsreiser ingen Gaver vilde modtage, hvilket ellers var Biskoppernes Sedvane og tilladt ifølge Kirkens Lov. Til hans Eftermand valgtes, naturligviis af Erkebiskoppen og Nidaros’s Kapitel, i 1342 Orm Aslakssøn, Chorsbroder af Stavanger[7], hvis Indvielse heller ikke foregik før i det paafølgende Aar. Ved Biskopperne Jons og Egils Død i eet og samme Aar blev Island aldeles biskopsløst, og det netop som Erkebiskoppens Visitator, Aslak, ankom did[8]. Derfor skal der heller ikke være blevet noget af dennes Visitation, og han drog som for fortalt allerede i 1342 igjen tilbage til Norge[9].
I 1342 døde den i mange Henseender mærkelige Biskop Haakon af Bergen[10]. I ham tabte hans Kirke en lærd og nidkjær Forstander, ligesom Kongen en tro, oplyst og dygtig Raadgiver. Hans ofte anførte Breve have i det sidste Aarti afgivet en uvurderlig Kilde til
- ↑ Barth. Mskr. E. 293–295, jfr. Suhm D. H. XIII. 60.
- ↑ S. o. f. II. 258.
- ↑ Isl. Ann. 252; Finn. Joh. II. 97–99.
- ↑ Isl. Ann. 256, 260: Finn Joh. II. 99.
- ↑ S. o. f. II. 280.
- ↑ S. o. f. II. 240; Isl Ann. 256; Finn Joh. II. 194.
- ↑ Isl Ann. 250; Finn Joh. II. 196.
- ↑ S. o. f. II. 280.
- ↑ Finn Joh. II. 97, 194.
- ↑ Isl Ann. 258.
