Ved denne Tid døde endelig ogsaa Biskop Audun Thorbergssøn
Raude til Hole. Uagtet han i sin Embedstid havde adskillige
Stridigheder med enkelte af Nordlandets Prester, og i Begyndelsen
ikke var saa ganske vel anseet, fordi han var en Udlænding og ikke
ret vant ved Landets Skik, saa erhvervede han sig dog efterhaanden
et godt Lov af Folket baade for Embedsvirksomhed og for Gudsfrygt,
geistlig Lærdom og Veltalenhed. Han holdt Skolen ved sin Kirke
i god Stand og forsørgede den med velskikkede Lærere. Allermest blev
han dog priset for sit Høvdingesind, sin Pragt og Gjestfrihed. Han
byggede meget baade paa sin Kathedralkirke og paa sin Biskopsgaard,
og ved sin Gjestfrihed gjorde han sig mangen Modstander til Ven.
Det fortælles om ham, at naar han, som ofte kunde skee, havde Stevnemøde
hjemme paa Hole med sine Uvenner, og der saa under deres
Forhandlinger meldtes, at Maaltidet var rede, pleiede han at sige
til sine Modstandere: „Lader os nu gaa til Bords! vi skulle ikke give
Maden Skyld for, at I ere utilfredse med mig.“ Naar han da med
Munterhed havde bevertet dem rigeligen, havde han tillige som oftest
omstemt deres Sind, saa at de forligede sig med ham og lagde sin
Sag i hans Vold. Hans Adfærd mod sin fordums Modstander
Laurentius Kalfssøn viser ogsaa hans Sindelag fra en fordeelagtig
Side. Laurentius holdt dengang til i Thingøre Benedictiner-Kloster,
hvor han i 1316 endogsaa lod sig vie til Munk, samtidig med sin unge
Søn Arne, som han havde avlet i Norge, og som kort forud var
kommen over til ham. I Førstningen gav Biskop Audun kun liden Agt
paa ham, men siden drog han ham meer og meer til sig, forligede sig
fuldkommen med ham og satte sin Dattersøn Eystein Raud i Skole hos
ham i Thingøre. Audun kom ikke til Provinsialconciliet i 1320; men
senere samme Aar, eller ogsaa i det følgende drog han til Norge og
opholdt sig i Nidaros hos Erkebiskop Eilif den sidste Vinter af sit
Liv. I Julen 1321 holdt han et herligt Gjestebud, som varede i
mange Dage, og i hvilket Erkebiskoppen selv var tilstede. Men
under dette Gjestebud blev Audun syg, og hans Sygdom tog til under
Lægebehandlingen. Længe stred han imod og var hver Dag hos
sine Gjester og deeltog i deres Glæde. Men før Gjestebudet var
sluttet, blev han saa svag, at han maatte gaa til Sengs, hvilket han
gjorde efterat have taget en vakker Afsked med sine Gjester, og paalagt
dem at forblive der Gjestebudet til Ende, hvorledes det end gik
med ham. Hans Sygdom tiltog nu, og da han nærmede sig Døden,
kom Erkebiskop Eilif til ham for at raadføre sig om hvo der helst skulde
kaares til hans Eftermand. Audun anbefalede da fremfor alle Andre
Broder Laurentius Kalfssøn baade paa Grund af hans Gudsfrygt
og hans Lærdom og Dygtighed. Erkebiskoppen gjorde nogle
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/229
Denne siden er korrekturlest