af Klosterets Beboere skal ei forøges uden dets Rigdom voxer, og selv da ikke uden Biskoppens Samtykke.
Ingen Klostermand, der efter aflagt Klosterløfte ejer noget for sig selv, maa tages til kirkelig Begravelse, med mindre han forud har bødet for sit Brud.
2) Bansstraffen vedkommende:
Alle foregaaende Biskoppers Forordninger om Troens Bestyrkelse, om Ærefrygt for de hellige Ting og om gode Seder stadfæstes; men alle ulovlige Bansstraffe (bannspinur), Suspensioner og Interdikter, som ere bestemte af tidligere Biskopper, tilbagekaldes.
Hvis de Mænd, der ere udstødte af Kirken, forlige sig med den for sin Død, skal deres Lig føres til Kirken, med Undtagelse af dem, som efter gammel Landsskik ei maa begraves ved Kirke, som Tyve og Røvere eller lignende domfældte Forbrydere, hvilket skeede til Afskrækkelse (et hoc ad terrorem).
Forlanger bansat Mand i Livsfare Prest, og tilbyder sig under Ed at bøde til Gud og Kirken efter sin Biskops Dom, da skal Presten lade ham love dette for Vidner; løse ham derpaa, hvis Døden er overhængende, og yde ham Tjeneste som en anden Christen Bliver han maalløs, før Presten kommer, men lovlige Vidner beedige, at han var rede til det før nævnte, da løse Presten ham. Kommer han sig efter Afløsningen, da søge han snarest muligt til sin Biskop og være hans Dom underkastet. Bryder han hvad Andre have svoret paa hans Vegne, straffes han som om han havde svoret selv. Den som er falden i Paveban af selve Verket, skal, før han løses, sverge at fare til Paven eller Erkebiskoppen, med mindre Biskoppen anderledes vil ordne Sagen. Men hvis bansat Mand dør uløst, da maa ingen løse ham uden den, som havde Magt dertil, medens han var i Live, og selv det kun paa Vilkaar, at Alt, hvad han har forbrudt, forud er bødet, og det derhos er beviist, at han selv vilde have forligt sig, hvis han havde kunnet. Ikke maa den kaldes løst, som ei er løst af den, som dertil har Magt.
3) Vedkommende de geistlige Personer, deres Stilling til Kirke og Stat, samt deres Skyldighed med Hensyn til kirkelige Forretninger:
Hver Klerk, som med Raad eller Daad hjælper Nogen imod den hellige Kirke til Nedbrydelse af dens Frihed, skal være af selve Verket suspenderet fra Embede og Indtægt (ab officio et beneficio. I samme Straf falde de Klerker, som med Vidende og Villie underkaste sig nye Baand eller Paalæg (tolla), eller give sig under Lægmænds Vold, og derved tilintetgjøre Klerkernes Privilegier. Hver den, som overbevises om aabenbar Sammenrottelse mod det biskoppelige Sædes
