norske som for alle de lands industri som var avhængig av de engelske kul.
Vendepunktet betegnes ved den store arbeidskonflikt som blev løst ved anvendelse av den midlertidige lov om tvungen voldgift. Dommene gik i alt væsentlig i arbeidernes favør, dette fik naturligvis avgjørende betydning for hele lønsnivaaet, og lønsnivaaets stigning bidrog igjen til at gjøre varepriserne høiere. De sterkt faldende konjunkturer har senere rykket bort grundlaget for de fastsatte satser. Arbeidsledigheten er blit akcentueret og industrien ligger under for den utenlandske — specielt den tyske — konkurrence. For hjemmeindustrien gik aaret ut under trykket av prisfald, høie produktionsomkostninger og en intens utenlandsk konkurrence.
Skibsfarten fik allerede tidlig paa aaret vanskeligheter at kjæmpe med. Den engelske regjerings kulpolitik fordyret driften. De høie fragter faldt fra februar—mars av, og stigningen i utenlandsk valuta — særlig pund sterling — fordyret sterkt de forpligteiser rederierne hadde paatat sig i form av nybygningskontrakter for at gjenopbygge den av krigen sterkt reducerte handelsflaate. For at hjælpe paa de store vanskeligheter som nybygningerne paaførte denne næring optok den norske stat i New York et laan paa 25 mill. dollar som blev stillet til kontrakteiernes disposition. Laanet var imidlertid ikke billig. — Fragterne vedblev at falde aaret ut og efterhvert som skibene fuldførte sine timechartere blev de lagt op. Fragtindtægterne dækket ikke længer utgiftene. Dette fik selvfølgelig ogsaa sin virkning paa skibsaktiebørsen, hvor kursene sank rask, og kjøpelysten var forsvindende i sammenligning med krigsaarenes høikonjunkturtider.
Prisnivaaet. Ved hjælp av de nye statistiske undersøkelser som en række blade har foretat er man blit istand til paa det nøieste at følge det norske prisnivaas utvikling. Tidligere har man bare hat de officielle beregninger. Nu har man for engrosprisene faaet Farmands prisineks og for detaljprisene Tidens Tegn. Det førstnævnte viser i aarets første 7—8 maaneder sterk stigning. Derpaa indtrær en tydelig stagnation i opgangens hastighet og fra oktober av gaar engrospriserne sterkt ned. Naar priserne i 1913 sættes lik 100, var nivaaet ved september maaneds utgang 433,1. De paafølgende maaneder bragte følgende nedadgaaende bevægelse: Oktober til 424,1, november til 408,5 og december til 370,0. Den nævnte detaljprisindeks viser at butikpriserne først begyndte at falde i december og de officielle beregninger viser at leveomkostningerne ikke gik ned før i januar 1921.
Indextallene for leveomkostningene satte høiderekord utover høsten, (inden november 337 sammenlignet med 100 i juli 1914).
