„Men Du passede nok ikke der, sagde han; — og véd Du hvorfor?”
„Nei.”
„Vil Du vide det“? Jo, Du havde vist for meget Næseben.”
„Hvad … sagde han“?” hun rynkede Brynene og saa hvast op, saa Thinka skyndte sig at tilføie:
„Den, som kom der, maatte kunne dreie sig som en Sytraad om Stiftamtmandinden, sagde han, det var Synd paa den vakkre Nakken din, om den fik Knæk saa tidlig.”
Inger-Johanna kastede Hovedet bagover og lo:
„Har Du hørt Mage til Menneske!”
Thinka var reist til Ryfylke. Hendes Plads ved Bordet, i Stuen, paa Soveværelset var tom Luft. Kapteinen tog sig den ene Gang efter den anden i at kalde paa hende …
Og nu var den sidste Eftermiddag kommet, da ogsaa Inger-Johanna skulde reise.
Sælhundeskindskofferten stod med nye Jernbaand gabende ovenpaa i Gangen færdig til at pakkes. Karjolen var smurt i Skjulet, saa Fedtet randt ud af Akserne, og Stor-Ola, som den næste Morgen skulde skydse de tre Dages Reise, gav Svarten Havre.
Kapteinen havde det frygtelig travlt den Dag; og Pakning forstod ingen som han!
Ma leverede ham omstændelig det ene Stykke af det nye, dyrebare Tøi efter det andet; — Lærredet fra Gilje taalte nok Stiftamtmandindens Øine …
Men Ulykken var, at Blodet steg Jæger saa til Hovedet, naar han bøiede sig.
„Heisan, … retsaa! — Jeg begriber ikke, hvad
