Tyngdepunkt var en fælles for den hele Menneskeslægt, saaledes ogsaa for Jødefolket; men den store Forskjel paa det og Hedningefolkene var, at Jødefolket, idet dets Aandslivs Midtpunkt forrykkes, dog paa samme Tid fordømte denne Forrykkelse og derved bevarede sin Personlighed, idet det ved denne Fordømmelse stilte Forrykkelsen, det Onde, ud fra sit sande, sit dybeste Selv; thi mit sande Selv, hvad jeg i dybeste Forstand er, det er netop min Dom over den Mangfoldighed af ydre og indre Livsrørelser, hvori jeg har min naturlige Virkelighed; i dybeste Forstand, fuldt personlig, er ikke den ond, der af Naturen er behæftet med onde Lidenskaber, men den, der giver dette Onde sit Bifald, der har sin Glæde i det. I denne Samvittighedens Dom bevarede eller rettere sagt, vandt altsaa Jødefolket sin Personlighed; thi det rette Standpunkt, det rette Gudsforhold, som i Paradiset var dets Natur, da det ved Naturens Fordærvelse havde ophørt at være dets Natur, dets Individualitet, da blev det netop i denne Dom dets Personlighed.
Jødedommen er saaledes Menneskehedens sande Selv, dens Personlighed; hvad der fremtræder som Eiendommeligt hos Jødefolket, det er det selv for Menneskeheden, nemlig dette Sjælens Inderste, dens stille Helligdom, hvori Herrens Herlighed aabenbares og hans Røst høres, fordi i hin Dom over Naturen alle dens Lys ere slukte og alle dens Røster bragte til at forstumme. Det var Naturen, der havde Hedningefolkenes Øren, og midt i sin Sandselighed og sin Afhængighed af det Udvortes bevarer dog Mennesket sin Aandsfrihed deri, at det dog, naar Alt kommer til Alt, kun ser og hører, hvad det vil se og høre. Herren kunde, saaledes kun tale indirekte til dem, d. e. gjennem Naturen; thi om han selv havde opladt sin Ahund til dem, som han gjorde til lederne, saa havde de vistnok hørt det —
