Ord som muligt og helst i en saadan Form, at Ordene let kunne fæste sig i Hukommelsen og ved Leilighed eftersiges uden nogen Forandring. For en stor Deel betegne Ordene en Erfaring, som i sig selv har kun liden Betydning, men derimod faar et større Værd ved at benyttes som en Lignelse og altsaa anvendes i figurlig Betydning. Noget lignende er Tilfældet med endeel andre Ordsprog, som kun indeholde et Exempel, idet de bare nævne et af de mange Tilfælde, hvor en vis Regel gjælder, og saaledes kunne betyde meget mere, end der ligger i selve Ordene. Saadanne Ordsprog, som altsaa kunne have en dobbelt Betydning, ere naturligviis de fyndigste og bekvemmeste til at fæste sig i Hukommelsen. Imidlertid er der ogsaa mangfoldige andre, som udtale en Mening ligefrem og uden noget dobbelt Begreb, men som alligevel kunne være fyndige nok og vel skikkede til at vække Opmærksomhed. Det er ellers at mærke, at da Ordsproget altid vil være kort og sige meget med faa Ord, saa vil den Paastand, som det indeholder, stundom synes at være altfor dristig, idet der ikke er taget Hensyn til, at der kan være Undtagelser eller Tilfælde hvor Paastanden ikke gjælder. Man faar altsaa ikke vente, at Ordsproget altid skal indeholde en uomtvistelig Sandhed eller en altid gjældende Regel; man vil tvertimod sinde enkelte Exempler paa, at det ene Ordsprog netop modsiger det andet. Der har ogsaa været talt og skrevet om „onde Ordsprog“; men dette har dog ikke saa meget at betyde, da det som oftest ved nærmere Prøvelse har vist sig, at de omhandlede Ordsprog havde været mistydede og anvendte paa noget, som de egentlig ikke sigtede til. Og med alt dette vil man dog sinde, at vore Ordsprog i Almindelighed indeholde Sandhed, og mangen Gang ogsaa en vigtig Sandhed, som det altid kan være nyttigt at paaminde sig om.
Hvad der imidlertid gjør Ordsprogene saa vel skikkede til at fæste sig i Hukommelsen, er ikke deres Indhold alene,
