(Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. Til højre ses Catilinas
telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en
vagtild. Flere lignende skimtes mellem trærne i baggrunden. Det er nat.
Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.)
(Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius går frem og tilbage
udenfor teltet.)
MANLIUS.
Det ligner dem, de unge lette fugle.
Der sover de så rolig og så fast,
som var det moder-skødets trygge værn,
der dækked dem, og ej en vildsom skov.
De hviler sig som om de vented på
at skulle vækkes til en munter leg
og ej til kamp,--måske den aller sidste,
de får at kæmpe her.
STATILIUS
(vågner og reiser sig).
Endnu på vagt?
Du er vel træt? nu løser jeg dig af.
MANLIUS.
Sov heller selv. Den unge trænger til
en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber
behøver kræfter. Anderledes er det
når håret gråner, blodet rinder mat
og alderdommen tynger vore skuldre.
STATILIUS.
Ja, du har ret; så vil jeg og engang
som gammel hærdet kriger--
MANLIUS.
Véd du da
så visst, at skæbnen har for dig bestemt
en alderdom?
STATILIUS.
Nu hvorfor ikke det?
Hvad bringer dig på disse anelser?
Er noget uheld hændt?
MANLIUS.
Du mener vel,
vi intet har at frygte, unge dåre?
