Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/47

FURIA.
           Svar mig kun på _et_;--
det er mit sidste spørgsmål. Går du med ham?

CURIUS.
Han er mig som en kærlig fader--

FURIA
(smilende).
                              Han?
Min Catilina?

CURIUS.
            Ah!

FURIA.
              Den mand, om hvem
min tanke kredser?

CURIUS.
                 Svimmel griber mig!
Jeg hader--! O, jeg kunde myrde ham!

FURIA.
Svor du mig ikke nylig til, du var
beredt at lyde mig?

CURIUS.
                  Kræv, hvad du vil;
jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!
Kun er min bøn til dig,--glem Catilina!

FURIA.
Ja, jeg skal glemme ham--når han er stegen
ned i sin grav.

CURIUS
(viger tilbage).
              Ah, kræver du at jeg--?

FURIA.
Du skal ej bruge stål; du skal kun røbe
hans foretagende--

CURIUS.
                Forræderi
og mord på engang! Husk dog at han er
min fosterfader og--

FURIA.
                  --min tankes mål!
Ah, svage dåre,--vover du at tale
om elskov,--du, som ej har mod at styrte,
hvo dig ivejen står? Gå fra mig!
(hun vender ham ryggen.)

CURIUS
(holder hende tilbage).
                               Nej;--
forlad mig ikke! Jeg til alt er villig!--
En rædsel isner mig fra dig imøde;
og dog jeg kan ej sprænge dette net,
hvori du hilded mig.

FURIA.
                   Så er du villig?

CURIUS.
Hvi håner du mig med at spørge så?
Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?
Dit blik er slangens ligt, når det sig fæster
med trolddomsmagt på fuglen, der i angst
omflagrer den i kredse, altid mere
og mere nær det frygtelige svælg.

FURIA.
Så gå til værket!

CURIUS.
                Og når jeg har ofret
mit venskab for min kærlighed,--hvad da?