Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/15

STATILIUS. Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis som vor —
CETHEGUS. O, ti med sligt!
LENTULUS. Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet.
CETHEGUS. Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!
COEPARIUS. Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!
LENTULUS. Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; —
jeg tænker han, som vanligt, søger os.
MANLIUS (træder heftig ind). Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.
LENTULUS. Hvad er påfærde? Hvorfor så forbitret?
STATILIUS. Har ågerkarle plaget også dig?
MANLIUS. Hel andet. Hør! Som I vel alle véd,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder —
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte.
COEPARIUS. Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil.
CETHEGUS (muntert). Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun, — min smukke elskerinde,
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort.
STATILIUS. Din overdåd tilskrives må dit uheld.
CETHEGUS. Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår.
MANLIUS.Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal —! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande. —