Nicolai kjendte dem: Den forreste var cancelliraad Weydahl, den sidste procurator Høegh paa Gihle. — Ganske rigtig, han huskede, at Wallace havde fortalt, de skulde have et forhør idng, og moret sig over, hvordan de vilde like det efter laget paa Emilienberg.
De var straks ude af sigte. — Saa, slig var cancelliraadcn blevet. Det viste sig paa ham, at han bares med i den samme dur, som de øvrige conditionerede i bygden. Nicolai forstod dem nu. Her boede de, en faatallig flok, hvis aand og hjerte — var det ikke saa, faderen havde sagt — ved natur og udvikling var knyttet til Kjøbenhavn, til stæderne og til deres slandsfæller, spredt paa gaardene, dagsreiser fra nærmeste by, uden at kunne holde vedlige forbindelsen med sine tidligere venner og aandsbeslægtede, der var forblevne «personer af anseelse og smag». Og slutte sig til bønderne — storsnudede folk, der sjelden som gjæsten paa Alm lod sig smigre ved proprietærtitler — dertil savnede de evne, om lysten endog var. Forviste i udlændighed — det blev de tvungne til at være her i egnen, de kunde gjerne være barnefødte her for den sags skyld. Fjernet fra den verden, som de aandelig og legemlig havde levet sig ind i, midt oppe i en samfundstilstand, som bød dem imod i længden, med hvor gode forsætter de saa overtog sine embeder, visnede deres aandelige interesser hen af mangel paa næring, og blev deres legemlige kultur slidt af dem i stadige controverser med en modvillig almue. Henvist til hinandens indbyrdes selskab for den tid, som blev dem levnet fra forretningerne og jordbruget, søgte de sammen paa landsens vis og erhvervede storbønders laster, mens de tabte sine egne dyder. Kun Orre alene var undkommet fra den almindelige fordærvelse, landkræm-
