Nyeberg kneiste stolt: «Det maa jeg sige, er en orden, som hviler paa fornuftige grundsætninger.»
«Jaha, du —,» gryntede Palmstrøm og kløede sig under hagen, «— dermed er brylluppet, præstepengene og meget mere i en hast betalte. — Men — men — ofringerne du? Hehe — jeg mener fedtet bliver noget slappere paa den geistlige stand herefterdags! Men — men — —»
«Aa, det er liden grund til at ynke den — præstesækken bi da itte tom og træng itte fattighjælp aakkesaa,» svarede organisten skarpt.
Svensken klappede ham faderlig paa pukkelen. «Ikke præsten nei — men jeg maa ret ynke mig over den hæderlige klokkerstand og organisterne med. Det bliver ikke saa svært meget at lægge sig til bedste af de kornskjæpperne og dalerne, du faar for helgemusiken din. Smaaskillingerne og markstykkerne for bryllupsspillet kommer godt med, de og. Men hvad skal nu du og klokkeren faa i denne Eders fremholdne haand — he, Nyebergen? Jeg mener en lort, jeg,» sluttede han hovedrystende.
Blodet steg op i den pukkelryggedes blege ansigt: «Du morer dig over en vens armodsdom, du Christian Palmstrøm!»
«Nei slettes ikke! — For al del, tro ikke saa daarligt om mig, kjære ven! Jeg glædes blot ved fornuftens seir i kirkeritualet, fast det end bedrøver mig, at det gaar ud over dig!» protesterede Palmstrøm og løftede besværgende sin tatoverede næve. «Men se dér du! Hvad er paafærde dér?»
Fra ungdomsflokken lød undertrykt latter og ivrig prat. Den stimlede sammen og syntes at raadslaa om noget. Palmstrøm stod op og skridtede henimod den;
