under slappe øienlaag. Næsen var liden og flad; et net af blaarøde aarer grenede sig fra dens spids over de fede kinder. Det lange, hvide skjæg gjemte munden.
«Fan veit, aaffer folk kænn ha det saa trabelt med aa døi om sammarn,» svarede han. «Det leite syndig paa den, som ska stræva med aa faa dom i jorda. — Ve slit øss reint ihæl i denni steikheita baade je aa saan min.»
Nyeberg smilte ynkelig: Han vidste vel ogsaa, hvad de, som ikke døde, skulde leve af i sommer — — «Men du har det gildt med fortjenesten, du Lars.» Han saa bortover kirkegaarden — der var mange hauger med frisk muld, og der gabte seks sorte svælg af graver, som endnu var tomme.
Det var ikke værst med fortjenesten, ja — men det havde slig en helvedes hast med dem som skaffede den.
«Han synes vist præsten ogsaa, deres hastværk er uhøveligt,» sagde Palmstrøm. «Han venter jo med jordpaakastelserne, til han kan besørge adskillige i ét kjør.»
Han forrettede tyve her om torsdagen, oplyste graveren og brugte paany spaden. De andre satte sig paa en ligsten og taltes sagte ved. De agtede sig til pastor Lind for at bede om, at Nyeberg kunde bekomme lidt understøttelse af kornmagazinet, som skulde være under sognepræstens bestyrelse. Graverens spade hug og skrabede og slængte grus og smaasten i veiret. Men snart gjorde den en stands, og de hørte en klukkende lyd, som om der blev drukket af en flaske nede hos ham.
Nyeberg sukkede. «Ringerdrammene flyder jevnt for tiden,» sagde han høit.
