Cancelliraaden holdt undersøgelse. I det store kjøkken samledes alle gaardens voksne kvinder og de fra husmandspladsene med. Det var en halv snes stykker. De vidste, hvad det gjaldt. Nogle unge jenter var blyge og rædde, som om de var bange for, én skulde tro dem skyldige. De ældre var roligere og sikre i sin sag; for én kunde vel ikke mistænke dem.
Weydahl sad ved bordenden taus og mørk. Han havde i forveien talt i enrum med husjomfruen. Hun skulde bistaa ham ved undersøgelsen. Hun gik fra kvinde til kvinde, aabnede deres kjoleliv og kjendte paa deres bryster, om der var melk i dem. Hun var overmaade bleg og talte ikke. Raadens øine fulgte med fra den ene til den anden; de syntes, hans blik ikke var til at undgaa.
Der var varme paa peisen, og ilden brændte sprakende. En kaffekjedel, som var hængt paa, var afglemt, og tilslut kogte den over, saa vandet randt hvislende og dampende ned i gløderne. En gammel, indskrumpet huskjærring havde ikke hjerte til at taale dette; rask løftede hun kjedlen af og sagde, det var da synd for den gode kaffeen! — Ordene skar igjennem stilheden; men der var ingen, som brød sig om dem.
Turen kom til hende. Hun lo med sin tandløse mund: «Hi, hi — jomfru, ska du aat mig aa? — Hi, hi!» og vred sig væk. Raaden vinkede utaalmodig og bydende; og saa hegtede hun selv trøien op, men harmen og skammen sydede i hende.
Undersøgelsen var endt og den skyldige ikke opdaget — var altsaa ikke dér fra gaarden. Raaden gav tegn til, at kvinderne kunde fjerne sig. Men da fór den gamle frem: «Æ ve rænsaka vørtne, ælle ve andre, ska
