og skjælven ved den lummert beske damp af kaffen, som konen bragte.
— — Tak, han skulde ikke have. Var der ingen, som vilde ham noget? Naa, nogle særdeles forretninger var der jo ikke. Om Haagensen vilde være saa god at række ham ornatet?
Klokkeren fordristede sig til at minde om, at elleve personer havde ladet sig antegne til altergang.
Altergang? Skulde der være altergang idag? Det havde han saa sandelig ikke erindret. Der fandtes vistnok hverken vin eller brød. — «Aa se efter i vadsækken, om Gine skulde have husket paa det. — — Ikke? Saa, der staar vi.» — Præsten kastede ærgerlig kjolen om sig.
— De skulde ikke tilfældigvis have vin i huset? Nei, naturligvis ikke. Men nadverden kunde maaske udsættes til næste prækensøndag?
Haagensen bemærkede underdanig, at enkelte af de antegnede var aasmarkinger og havde særdeles lang kirkevei, endog flere mile.
«Det var da som —» Tanken paa kapellanens sladdervorrenhed og den forestaaende bispevisitats foruroligede præsten. Der var stedse nok af uleilighed og taabelig misfornøielse. Den som bare vidste raad — kanske Haagensen vidste noget?
Klokkeren snød sig agtelsesfuldt: Dersom den ellers var anvendelig, saa vilde ingen kunne gjøre forskjel paa hans hustrus ribssaft og den sædvanlige altervin.
Lind grundede — dette var resikabelt. Dog, nød bryder alle love.
«De indser, Haagensen, erindringsmaaltidet er ikke af Christus knyttet til en bestemt drikkelig substans;
