resten, og en havde domsbogen, smilte finnen og skakkede paa hovedet.
Søvnigheden var som blaast af dem. De var trykkede af den fremmede og sky for ham, skjønt ikke en af dem vaagde te ham en uvillig mine. Slig en fark kunde hævne sig med lumskhed og djævelskab, enten han var fjern eller nær, og det var ikke greit for en enfoldig stakkar at indlade sig med den, som kunde føre ulykke baade paa krøtter og folk.
Harm for punschen, som var altfor god til saa svart et slug, bed Lars af en durabel skraa og tuklede med stumpen. Men ikke før saa finnen tobakken, før han med rappe, magre fingre snappede den af næven paa Lars, forsynte sig og gjemte resten. Lars svor stygt indvortes; det var sidste stumpen, han aatte og havde, og gloede studs til siden, men da han mødte tyvens fule og trassige blik, tiede han. Finnen smiskede sagtmodig: «Tvi vorde den, som meget har og ikke af et godt hjerte giver armingen af sin overflødighed —»
Det gik i stuedøren. Finnen lænede sig tilbage i skyggen af peismuren. Jomfru Nannestad bad Haaken spænde for. Han havde sovet lidt og var bleg og fortumlet.
Hun braastansede og studsede ved synet af den fremmede: «Hvem er det?»
Finnen reiste sig ydmygt og sagde klagende: «En fattig færdesmand, som beder om nattely, mit naadige herskab!»
Hun stod tvilende: «Gud naade dig, dersom raaden ser dig — han er haard mod dem i dine klæder. Der er en ledig seng i folkestuen, du kan ligge dér alligevel. Du kan gaa ned did straks, og fort dig afsted imorgen tidlig.»
