Det var stille en lang stund. Lesbet snorkede, Lars smattede paa piben, spyttede af og til i gløderne og gad ikke indlade sig i prat med den anden, som syntes ham bare unggutten. I Haakens sjæl vaagnede avindsygen paany: sidde slig og kose sig i et lunt kjøkken, med fyr paa piben og en kop punsch i livet, det timedes en nok ikke paa præstegaarden det. Og for sig selv lagde han over og regnede efter, saa pas meget staldkaren hos raaden kunde tage ind i drikkepenger om aaret. Med et rundt tal blev del mindst otte daler i sølvmynt, gjorde han op. Det kunde én kalde god tjeneste, det. — Den, som bare havde stedt sig til sligt et stelle, saa — det skulde være noget andet end at æde snaut skiftet, traat flesk og muggen kake hos præsten, som râk paa bygden hos de conditionerede og spillede bort hver skilling han aatte og havde og lod madamen sidde hjemme og graate, mens barnene løb skoløse. og fillede som fattigunger, og tjenerne sturede med sulten vom.
Han blev afbrudt i sine funderinger ved klinger af dombjælder ude paa gaarden. Hunden bjæffede rasende i kjøkkengangeni. Lars stod op og strakte sig: «Aakken fan kænn det vara, som æ ute aa fær saa seint da?»
Han rev op gangdøren og lokkede paa hunden: «Sky, Tyran! — sky da, bikje! — vi du tie dit dævels beist! — Hut!» Kulden strømmede som graa damp frem gjennem kjøkkenet.
«Naa godkvæld, æ det dig, Hans?»
«Jaha, her æ det storfolk, som kjem.» Uformelig og svær i skrubskindspels, nedbrættet lue og storstøvler stampede en mand ind.
«Godkvæld! Her æ folk før, ser je — som ventelig kunde vara.» Han vrængte pelsen af og slængte den
