nede det da, at de øvrige stænder, militære, geistlige og civile embedsmænd tidt gav over evne.
Han afmalede krigens rædsomme ulykker og hjemsøgelser paa andre kanter og udbrød patlietisk: «Hvorfor ofrer I ikke om det saa var den sidste blodsdraabe og den sidste rest af formue?» —
«Hvorfor faar vi da ikke fred?» skjød en tørt ind.
Lehmann saa vredt efter spørgeren. Det var igjen denne Hans Dahlbye; ham behøvede han dog ikke at skaane. — — Dette spørgsmaal skulde ingen, som var sin konge tro og havde sin ære kjær, formaste sig til at fremsætte saaledes. Freden fik vi ikke, før monarchens visdom og tvillingrigernes velfærd tillod det —
Hans Dahlbye gren: «Danske kongens visdom og Danmarks velfærd og de røde fjæres forstandighed!»
Lehmann gik rent fra sig selv. Gestikulerende vildt snart skreg han, snart hvæsede han proprietær Dahlbyes synderegister ud: Den, som ved sin offentlige og private færd ingensinde havde høstet andet end skjændsel og foragt; den, hvis fremturen paa usædelighedens og irreligiøsitetens bane havde erholdt sin fortjente løn i medborgeres afsky og endog af justitsens retfærdige strenghed — den person vovede her at opmuntre til illoyalitet, og det uagtet han ei alene paa grund af sin frække tunge kunde mistænkes for forræderske intriger med svensken, for at være en af den lumske og nedrige fiendes kreaturer!
«Dansken og danskekongens kreaturer har støt været tapre i munden mod svensken,» haanede Hans Dahlbye, som var blevet endnu blegere end før. Hans brune øine gnistrede, og fingrene sled det fine kalvekryds i filler.
De to modstandere stod tværs overfor hinanden paa hver sin side af bordet. Fogden og lensmanden bad
