til fornøielse for den anden, som nød sin overlegenhed. Det varte et par minutter, saa vendte Dahlbye sig braat og saa fast paa procuratoren: «Vil De mig noget?» — De fire bønder glante morsk paa ham.
«Nei da, jeg vil Dem intet. Jeg hører kun, De er den bekjendte proprietær Dahlbye.»
«Hvem er De?»
«Mit navn er procurator Bernt Eckhoudt Lehmann, til tjeneste,» kom det med megen ro og sikkerhed.
«Saa, De heder det. — Forresten er jeg bonde, gaardbruger.»
Det irriterede Lehmann, at han igjen mødte dette, som han opfattede som kryhed over bondenavnet. «En af Norges frie odelsbønder altsaa,» smilte han ironisk.
«Odelsbonde, forsaavidt som bestefar min ogsaa eiede gaard. Det gjorde formodentlig ikke Deres.»
«Nei, han var saamæn agent i Bergen.» Lehmann morede sig kostelig.
Hans Dahlbye snudde sig helt om til ham og sagde hvast.: «Enten De er odelsarving til kræmmeralenen eller skrædderalenen, skiller ikke mig. Skaal mand min!»
Lehmann vilde ikke indvikles i yderligere trætte med dette menneske og gik hastig med meget knirkende støvler opover mod bostonpartiet, som ventede paa ham. Bag sig hørte han proprietæren spørge: «Du Bangsberg, aa var det han kaldte sig?» og gryntende latter fra bønderne.
Kort efter sagde løitnanten godnat. Høegh benyttede anledningen til at tømme et bæger for de tapre landets sønner, der havde værget dets grændser mod fienderne, og denne skaal blev modtaget med begeistring. Derfor
