«Satan partere mig!» brølte han og faldt tungt baglængs og blev liggende uden at røre sig.
Henrikke, som ikke havde kunnet følge med i deres samtale, kastede sig paa knæ ved ham og slog armene om hans skuldre. «Far er død!» hviskede hun og lagde hans hoved i sit fang.
«Nei — nei,» trøstede Wallace og bøiede sig ned over dem og hørte kapteinen stønne svagt. «Han har kun mistet bevidstheden, han er besvimet. Det er vist ikke farligt —»
Skræmt af støien kom en jente og den halte husholderske ind fra kjøkkenet. Han forklarede dem fort, hvad der var hændt, skjøv Henrikke lempelig tilside og løftede den bevidstløse op i lænestolen.
«Ve lyt faa'n telsengs,» sagde husholdersken. Henrikke holdt varsomt om faderens hoved, som hang slapt bagover, idet Wallace med de to andres hjælp bar ham i lænestolen ind paa sovekammerset.
Jenten skaffede lys, og husholdersken tog paa at løse op kapteinens klæder. Wallace saa, at den gamle, magre kvinde var meget bleg, og at hendes pande var blank af sved.
«Skal jeg ride efter doktoren?» spurgte han.
«D'æ langt,» svarede hun og bad i det samme jenten skikke lægdsgutten efter Johanne koppekone; hun kunde være der om en snau time. Kanske løitnanten vilde bie en stund, dersom det skulde blive brug for doktoren senere. Den syge stønnede hele tiden, mens de stelte med ham, men bevidstheden vendte ikke tilbage.
Wallace gik ind i stuen. Han havde fremdeles den vaade kappe paa. Han hægtede den af og slængte den paa gulvet. Uveiret varte ved. Vinden styrtede sig i
